Jyllands-Posten

Danmark – et lykketyranni

By 24. april 2014 oktober 22nd, 2017 No Comments

Det er svært at gå rundt og være ulykkelig i et land fuld af lykkelige.

Forleden fik jeg råbt et ”SMIL FOR SATAN!” efter mig i bussen på vej til arbejde. Ordren faldt fra min sidemand, der (selvom han måske var Satan) hverken besad viden om, at jeg lige havde hørt om en gammel skolevens selvmord, eller pli nok til at blande sig udenom mit ansigtsudtryk. Jeg kiggede på ham, vendte mundvigene opad og dykkede så ned i en avis med dårligt nyt på forsiden. Imens steg min irritation. Ikke kun over ham, men over hvor afsindigt lykkelige, vi forventes at gå rundt og være i Danmark – endda i en tid, hvor en del af os statistisk set slet ikke er det: Lige nu, fra marts til maj, er det nemlig sæson for selvmord i verdens lykkeligste land. Det virker paradoksalt. Og så alligevel ikke.

Højt at flyve – dybt at falde

Danmark er verdens lykkeligste land – åbenbart. Men vi er langt fra at have verdens laveste selvmordsrate. Antallet af selvmord i Danmark er faldet siden 80’erne. Alligevel ligger vi nummer 66 ud af 192 lande (med land nr. 192 som landet med den laveste selvmordsrate i 2011), eller på en trist midterplacering blandt EU-landende.

Hvorfor? En grund kan være, at det kan være svært at gå rundt og være ulykkelig blandt så lykkelige mennesker. Den danske lykkeforsker Christian Bjørnskov, som jeg talte med om dette indlæg, vurderer eksempelvis, at ”vores høje standard for lykke i Danmark gør det meget sværere for dem, der rammer bunden at komme op på normalniveauet igen. Vi er nemlig tilbøjelige til at gå rundt og sammenligne vores egen (relative) lykke og succes med vores medmenneskers”.

Obligatorisk lykke

Måske derfor udskriver danske læger antidepressiv medicin til deres patienter, som skoleelever uddeler bolsjer på sidste skoledag. Lykken er blevet en eksamen, der skal bestås med højeste karakter. Ved vi ikke helt hvordan, er pensum blevet bøger som”Hvad venter du egentlig på”, ”Slip bekymringerne” og ”Ti år yngre på ti uger”. Og er det ikke nok, står der altid en coach eller en mindfulness-ekspert klar til at manuducere dig til lykke.

Selvom der er motivation og jantelovsmodstand at hente i lykkeindustrien, så ernærer den fiktionen om, at vi alene er skyld i vores egen succes – og dermed fiasko. Den profiterer også på drømmene, vi har om frit at kunne vælge vores eget liv – et liv, hvor ingen mennesker eller ydre omstændigheder bestemmer over os. Alt det er tough shit at blive mindet om, hvis man i virkelighedens verden er gået bankerot, har mistet sit job, sin ægtefælle eller sit engang så gode helbred. Man risikerer at tro, at man er den eneste triste i et land, hvor alle brander sig selv røven ud af yogabukserne for at overgå hinanden i lykke og succes.

Mindre konkurrencestat, tak

Jeg er selv i en vis grad en del af lykkeræset og har ikke noget entydigt svar på, om eller hvordan kan stå af det. Men jeg tror, det er stressende for de fleste og livsfarligt for de mange (661 personer i 2012), der, som min gamle skoleven, ruller ud over tilværelsens kant og tager livet af sig på grund af personlige problemer. Derfor er det også befriende, at medierne på det seneste har sat ind med programmer, der bryder tabuer om psykiske lidelser – og at regeringen arbejder for at få sidestillet psykisk og fysisk sygdom. Især det sidste er tiltrængt: Det tiltagende antal politikere der leder landet ud fra devisen om, at vi lever i en konkurrencestat, hvor vi kan programmeres til bare at tage os sammen, har længe trængt til at bløde lidt op. Ellers ender vi et sted, hvor man ikke kan fejle, være syg eller arbejdsløs uden at blive stemplet som samfundsnasser og social paria. Det har ingen af os gavn af. Det er jo ikke er alt, man kan få til at gå væk med en pille og en politikerpisk.

Min smådiktatoriske sidemand i bussen vil næppe være enig med mig i noget af ovenstående, men vi kan blive for lykkelige i lille Danmark. Nogen må kæmpe for retten til at være mellemglad, grænsende til ligeglad, uden at en fremmed skal blande sig i det. Jeg gider ikke et lykketyranni.

Artikel link