Jyllands-Posten

Giv de arbejdsløse en undskyldning

By 19. maj 2014 No Comments

Danmark mistede 171.000 jobs under krisen. Alligevel er de arbejdsløse blevet skammet ud som dovne samfundssnyltere af Christiansborgs pinger. En uforbeholden undskyldning til dem burde falde i forbindelse med den nye beskæftigelsesreform.

”Kære Annika. Jeg regner ikke med, at du kan huske mig, men jeg skrev til dig for et par år siden angående arbejde. Min mor kender din mor. Jeg skriver igen, fordi jeg om to uger mister mine dagpenge. Jeg har siden april 2013 sendt 489 jobansøgninger og fået ligeså mange afslag. Alligevel får jeg at vide af jobcentret, at jeg skal være mere aggressiv i min jobsøgning og kontakte alle, jeg kender og ikke kender. Det gør ondt på sjæl og pengepung ikke at have haft et arbejde i tre år og blive stemplet som en doven samfundsnasser. Jeg hader at være i denne situation. Jeg forventer ikke, at du skaffer mig et job, men hvis du hører om et, så sig til! Alt indenfor kontor og administration har min interesse (og alt andet for den sags skyld). Som du kan se, er mit cv ret solidt. Tusind tak. Hilsen Tine”

Respekt. Det var, hvad jeg tænkte, da jeg modtog ovenstående mail forleden dag. 489 jobansøgninger på et år, lige så mange afslag – og stadig håbefuld! Folk som Tine fortjener en tapperhedsmedalje. Det er imidlertid det sidste, hun har fået fra politisk hold. Hvorfor? Fordi næsten samtlige partier på Christiansborg gennem kriseårene har udstillet de arbejdsløse som den mest mistænkelige og dovne befolkningsgruppe i landet.

Skammet ud

Når jeg tænker over, hvad jeg skal svare Tine, får jeg en bitter smag i munden. For regeringen har taget lige så stor del i ”shame and blame”-kampagnen mod de arbejdsløse som den borgerlig-liberalistiske opposition. Især Socialdemokraternes opgør med ”det provokerende normskred” og ”kræver-mentaliteten blandt de arbejdsløse” viste, at vi skiftede side væk fra de arbejdsløse og over til Venstre, Konservativt Folkeparti og Liberal Alliance, der har erklæret noget nær atomkrig mod alle de ”snydere”, der går og ”putter sig på kontanthjælp” og som agiterer for, at de arbejdsløse skal straffes meget hårdere. At Danmarks krav til arbejdsløse allerede erblandt de skrappeste i verden ændrer ikke på den sag.

Det ville alt sammen have givet mening, hvis det ikke lige var fordi, at rygterne om de talrige dovne-Robert’er i Danmark er stærkt overdrevne: Danskerne generelt set er nemlig blandt de allermest arbejdsmotiverede i verden. Dette – sammen med det faktum, at Danmark i årene 2008-13 har mistet hele 171.000 arbejdspladser som følge af krisen – gør det så absurd at tale ned til de ledige og udbrede ”opfattelsen af arbejdsløshed som en afvigerkultur snarere end som et resultat af en samfundsudvikling”.

Store personlige konsekvenser

Det er på tide, at de arbejdsløse får opmuntring – ikke opsange – fra politikerne. For det er vanvittig hårdt at miste sit arbejde – både i økonomisk og mental forstand. Manfyldes af skam, stress og usikkerhed om fremtiden. Og man får sinselvrespekt og sociale status slået itu. Er man ledig længe, risikerer man også i højere grad end andre at blive ramt af sygdom, svær depression og selvmordstanker. Da jeg mistede mit arbejde i 2012, blev jeg hverken syg eller selvmordstruet. Men jeg følte den samme skam som Tines over at skulle ringe vildtfremmede mennesker op hver dag med en bøn om job. Som mange andre arbejdsløse følte jeg også et stort tab af identitet og håb for fremtiden. Jeg lå vågen om natten af bekymring over, hvordan jeg skulle betale husleje, lån og mad. Og jeg frygtede andres misbilligende blikke, når jeg var til en middag eller fødselsdag og skulle fortælle folk, hvad jeg lavede.

At miste sit job og blive underkastet systemets konstante kontrol er topydmygende. Man føler sig som en forbryder. Og det er man faktisk også ifølge politikere som Ole Birk Olesen(LA), der er saxosnobbet nok til at sidestille arbejdsløse på overførselsindkomster med ”voldsmænd” og ”indbrudstyve”. Personer som Tine, der har søgt flere hundrede jobs på et år, skal med andre ord stemples som kriminelle nassere ifølge Ole Birk, der selv går rundt og fjæler sig på offentlig forsørgelse på Christiansborg. Fair? Nej.

Mere respekt, tak.

Jeg var så heldig, at der kun gik få måneder, før jeg igen fik et arbejde. Men for Tine og tusindvis af andre står det markant anderledes til. Før krisen var bruttoledigheden på 66.280 personer (juni 2008). I marts 2014 var den derimod på hele 135.800 personer. Et temmelig abstrakt lyspunkt for dem kan være, at krisen lader til at være ovresamtidig med, at regeringen har iværksat reformer, der potentielt set øger arbejdsudbuddet med næsten 380.000 personer frem mod år 2040. Et andet og mere håndgribeligt lyspunkt kan være, at den kommende beskæftigelsesreform (hvis alt går vel) kommer til at erstatte meningsløs aktivering, standardiserede krav og straf af ledige med uddannelse, opkvalificering og mere individualiserede beskæftigelsesforløb. Det er kærkomment. For problemet har hele tiden handlet om manglende jobs – ikke manglende motivation.

Det siger sig selv, at støtte virker bedre end straf på mennesker som Tine. Hvad der også virker, er en undskyldning, en ny retorik og en invitation tilbage i fællesskabet fra de politikere, der har mobbet hende ud af det. Det vil den nye beskæftigelsesreform være en oplagt anledning til at give.

Artikel link