Jyllands-Posten

Kære journalist, bliv lidt ”breaking”. Styr dig selv og tag dit ansvar

By 6. juni 2016 oktober 22nd, 2017 No Comments

Mange journalister sætter chancen for en krigerisk konfrontation med en politiker over chancen for en god samtale. At de derved bidrager til politikerleden i Danmark, vil de imidlertid nødigt indrømme.

”Særligt inden for de seneste år er der sket et skred i, hvad politikerne må finde sig i – og frivilligt vælger at stille op til”. Sådan skrev Politiken på sin lederplads i januar i forbindelse med et afskedsinterview med Helle Thorning-Schmidt. Den tidligere statsminister havde, med henvisning til tonen i den danske politiske debat, sagt, at ”politik er blevet et meget hårdt sted at være”. Det gav Politiken hende ret i:  ”Hun sætter fingeren på et reelt samfundsproblem”, for ”Politikerlede er der nok af”. Jo tak.

Før og siden har landets journalister brugt masser af spalteplads og sendetid på at spørge henholdsvis online-danskerne og politikerne selv, hvordan man mon får bugt med den verbale aggression mod folkevalgte og den utilfredshed, som op mod hver anden dansker tilsyneladende går rundt og føler over dem. Hvad landets journalister imidlertid ikke har gjort meget af, er at spørge sig selv, hvordan de bidrager til den forråede debat og stigende politikerlede. Jeg ved, at Clement Kjersgaards interview med Alternativets leder Uffe Elbæk på nuværende tidspunkt er gennemdebatteret og lidt passé. Men det interview – og også eksempelvis hans tidligere interview med Socialdemokraternes formand Mette Frederiksen – fik mig alligevel til at tænke på en mere overordnet, foruroligende tendens: Det sker oftere og oftere for politiske journalister – selv for landets dygtigste og mest vidende af dem – at de prioriterer skænderi før samtale og underholdning før oplysning, når de interviewer. Den slags er ikke alene trættende. Det er også nedbrydende for vores syn på politikerne og for så vidt journalisterne, hvilket begge parter, ikke kun politikerne, må begynde at tage ansvar for.

For optagede af skandaler, drama og sensation        

Jeg ved, at målet om politisk neutralitet ligger dybt i danske journalister. Heldigvis. Men det ligger også dybt i flere af dem at ”frame” deres interviews og reducere politik til et spil frem for at dække substansen, hvilket gør deres metoder alt, alt andet end neutrale. Det er jeg ikke ene om at mene: Analyser viser, danskerne er ved at miste troen på medierne. Otte ud af ti danskere synes, at journalister er for optagede af sensationshistorier, og syv ud af ti synes, at medierne fokuserer for meget på negative historier og konflikter. Desuden mener to tredjedele af politikerne, at politiske journalister søger sensationelle historier og giver det politiske spil for stor opmærksomhed i forhold til indholdet. Det er kun et mindretal af journalisterne enige i. Om det skyldes, at flertallet af dem ser sig selv som fuldkomne, eller om de fuldt og fast tror på, at kritisk journalistik skal være negativ frem for konstruktiv for at sælge, ved jeg ikke. Men begge dele er, for mig at se, tegn på, at de lurepasser i kampen mod såvel politiker- som nyhedsleden. Et tilbundsgående opgør med den negative politiske sensationsjournalistik har de i hvert fald ikke kastet sig ind i, hvor oplagt det end er.

Helle Thorning-Schmidts tidligere særlige rådgiver Noa Redington skrev i Politiken i søndags (05.06.2016) i anledningen af Kjersgaards interview med Elbæk, at: ”Ingen kan være i tvivl om, at en fri og uafhængig presse er forudsætningen for et stærkt demokrati  … Men medierne har også en magt i deres egen ret. Magten til at forme vores oplevelse af verden. Magten til at forme synet på hinanden” … Der er ”skabt en fastlåst skabelon af, hvordan vores politikere … ikke er tilgængelige, de svarer aldrig på spørgsmål, og de skærmer sig mod kritisk presse”. Vi har, med andre ord,”reduceret vores folkevalgte til en flok skræmte taburet-akrobater med skumle motiver, der taler alle papegøjesprog flydende” til trods for, tilføjer han, at vores politikere faktisk er blandt de mest tilgængelige i verden og har masser af meninger om, hvordan vi løser de problemer, landet står i. Netop. Min egen erfaring fra Christiansborg er, at det kan være endog meget svært få pressen til at skrive hele sandheden. Har man eksempelvis syv gode og én dårlig ting at sige om et politisk udspil eller forhandlingsresultat, er det den dårlige ting, man citeres for – ofte i en nærmest præfabrikeret historie, om at man nu går imod partilinjen, er en intern ballademager, eller en utroværdig vendekåbe, fordi man har skiftet mening i forhold til det, man sagde for tre år siden. Man føler sig (apropos papegøjer) ofte indfanget, plukket, grillet sort og skåret til på 10 sekunder for bagefter at blive serveret for seerne og beskyldt for at være smagløs. Det gør det ikke særlig nemt at være ærlig. Og det er ikke sådan, interaktionen mellem politikere og journalister behøver være.

Byg op i stedet for at bryde ned

Jeg foragter mikrofonholderi, og jeg er overordentlig taknemmelig for, at vi i Danmark har årvågne og frygtløse journalister som Kjersgaard, der går magthaverne på klingen og står vagt om demokratiet. Jeg synes ikke, der er noget værre end politikere, der i interviews fyrer det ene ikke-svar af efter det andet og taler udenom og ned til vælgerne i én uendelighed. Det er ikke i orden. MEN det er så slet heller ikke i orden, at journalisterne afklæder sig al god stil og ordentlighed under dække af den såkaldt ”kritiske journalistik”. Har man som Kjersgaard en selvcentreret, kronisk afbrydende og aggressiv stil, lukker man jo netop af for samtalen og lader substansen drukne i form. Man risikerer også at få politikerne til at fremstå dummere, end de er, hvilket i bund og grund er manipulerende. Politiske ledere som Uffe Elbæk og Mette Frederiksen skal kunne præsentere solidt politisk indhold og klare svar på helt legitime spørgsmål fra medierne. Men de skal også gives mulighed for at svare inden for nogle interview-rammer, der faciliterer en god debat – og som i videst muligt omfang bygger dem op i stedet for at bryde dem ned. Det ville være forfriskende nyt, på grænsen til ”breaking”, hvis Kjersgaard og resten af landets politiske journalister omlægger deres stil fra negativ til en mere konstruktiv og begynder at tage deres del af ansvaret for danskernes politikerlede. At de nok i samme omgang ville få has på lidt af danskernes journalistlede, bør kun gøre dem opgaven endnu mere påtrængende.

Artikel link