Jyllands-Posten

Jeg er ikke landsforræder. Du er ikke nazist

By 10. juni 2017 No Comments

Kan vi starte der?

Da David Trads for nylig takkede af som skribent på Jyllands-Posten, fik han en ordentlig gang ordprygl i afskedsgave fra sine læsere. Stort set alle kommentarerne online sydede af vrede over ham, hans holdninger og hans debatstil. Det var vildt. Om vreden var berettiget og proportionel, skal jeg ikke gøre mig klog på. Men den fik mig til at tænke over, hvordan vi i debatten efterhånden mere

… voldtaler hinanden end samtaler

Gemene ytringer er jo blevet normen i kommentarsporene på landets medier. Her tre år efter, jeg startede som ”rød” blogger på Jyllands-Posten, kan jeg eksempelvis selv konkludere, at jeg, efter flere af mine højreorienterede læseres vurdering, nærmer mig landsskadelig virksomhed, når jeg udtrykker holdninger, de ikke deler. Da jeg f.eks. skrev på jp.dk om, hvordan danskerne kunne lære af mit hjemland Færøerne og færingernes ret naturlige forhold til døden, blev jeg stemplet som en kulturrelativist, der spolerer danske begravelsestraditioner ved at tillade muslimer og moskeer i Danmark. Jeg er åbenbart også tilhænger af terror, fordi jeg er SF’er. For som et par læsere har påpeget: ”ALT Annika skriver skal tolkes som en støtte til IS” og ”Annika og hendes tidligere folketingskolleger bør sige ja til at stå forrest næste gang, terroristerne griber til våben”.

Jeg kan faktisk ikke skrive om noget emne overhovedet, uden at det (og jeg) kobles til striden om indvandring. Og jeg omtales ofte som ”en af de der halalhippier”. En der vil kurere religiøs fundamentalisme med kærlighed og kamille-te.

At blive verbalt smadret af læsere af netop den avis, vi kender som ytringsfrihedens bannerfører, føles paradoksalt og får mig til at overveje, om vi egentlig

… ER reelt ytringsfrie i Danmark

For de af mine højreorienterede debattør- og politikervenner, der leverer meningsstof til de røde aviser, har det jo heller ikke nemt. Som en ”blå” ven sagde til mig forleden: ”Jeg kan ikke tale for en stram indvandrerpolitik, uden at nogen trækker nazikortet mod mig.” Og som en af mine blå læsere skrev: ”Man bliver kaldt nationalist, racist og fremmedfjendsk, hvis man formaster sig til at være stolt af at være dansk.” Netop. Jeg indrømmer, at jeg for år tilbage bidrog til netop dén stempling af højrefløjen, da jeg brugte F-ordet mod Dansk Folkeparti i frustration over partiets omtale af muslimer. Det fortrød jeg. At være respektløs over for en politisk modstander var og er slet ikke mig. Og jeg er glad for, at partiet (eller Søren Espersen i hvert fald) var generøst og tog imod min undskyldning. Episoden understreger dog, at jeg ikke var et hak bedre end dem, hvis tone jeg antaster nu. Jeg har bare lært, hvor ødelæggende verbalt had kan være for debatten begge veje og kan ikke anbefale det.

Noa Redington har sagt, at had efterhånden er det eneste ord, der kendetegner debatten:

Årsagen er ganske simpel: Det virker at hade. Det er let at hade … Jo voldsommere, jo mere eksponering … Og logikken er absurd nok, at holdninger helst skal være så vilde, at det ikke giver mening at diskutere dem”. Præcis. Institut for Menneskerettigheder har da også for nylig påvist, at helt op mod

… HALVDELEN af danskerne afholder sig fra at debattere online, fordi tonen er for barsk

Så der er noget at rette op på. Jeg vil fra og med denne uge skrive både online og ”på tryk” i Jyllands-Posten på David Trads’ efterladte kampplads. Og med min indgangsklumme her kommer også min indgangsbøn: At vi stopper med at voldtale og opdele hinanden i landsforrædere og nazister. Og starter på en frisk hver gang, vi taster med og mod hinanden. Der er jo mindst to sider af en sag. Mindst to køn. Mindst ni partier. Og mere end ét svar.

Artikel link