Jyllands-Posten

Åh, Simon Emil Ammitzbøll. Jeg tænker alt for meget på ham

By 23. juni 2017 No Comments

… og får næsten ondt i maven af det.

Gennem mere end et år har jeg været i et udredningsforløb på Rigshospitalet. Årsagen er underordnet, men jeg kan afsløre, at det gav mig en vis portion angst, mangen en søvnløs nat og et behov for løbende kontakt med hospitalsvæsnet. Det viste sig da alt kom til alt – og trods det, at jeg var under kniven et par gange – at jeg ikke var alvorligt syg, og i sidste uge blev mit forløb afsluttet. Så nu sidder jeg så her. Med en kold øl i aftensolen på min altan og med tanker om to mennesker: Den fantastiske læge, jeg blev tildelt på ”Riget” og, strangely so, Simon Emil Ammitzbøll.

Jeg tænker på min læge, fordi hun var en perfekt kombination af skrap, myndig, professionel og nærværende.  Hun havde sit engagement og humør intakt og var, hvad man ville kalde en ildsjæl i lyset af, at hun befinder sig i et offentligt hospitalsvæsen, der er i knæ. Da vores ”afskeds-konsultation” lakkede mod enden, kiggede hun mig i øjnene og sagde noget, jeg sent vil glemme: ”Vi slipper dig nu. Er du okay med det?” Jeg svarede, at det var jeg og blev rørt. For hun kunne ikke have givet mig en bedre behandling. Ikke alene havde hun hver gang, vi mødtes, taget sig tid til at lytte og svare på mine sikkert alt for mange alt for bekymrede spørgsmål. Hun havde også det varme menneskelige overskud, som jeg hører, at stadig flere patienter savner at få, men som stadig flere offentligt hospitalsansatte savner at kunne give, fordi de styrter rundt og er topstressede.

Det sidste er afgørende at huske. For guderne skal vide, at selvom jeg på min vej gennem de offentlige hospitaler også blev mødt med smil og overskud af andre læger og sygeplejersker, oplevede jeg i endnu højere grad ansatte, der havde mistet begge dele. Som stod og skændtes på gangene om natten om, hvem der havde mest travlt. Som gav kontra-beskeder til patienterne. Som mistede overblik over, hvor meget smertestillende de havde givet og til hvem. Og som tog blodprøver på de forkerte. Personligt var jeg også ude for, at en læge gav besked om, at de under min første operation havde fjernet min blindtarm, selvom de ikke havde, og noget helt tredje viste sig at være galt.

Lægen og hans kolleger var afsindig dygtige og gjorde deres allerbedste. Men presset, de var under, førte til forvirring, og det forekommer mig et under, at de ikke for længst er hoppet fuld tid over i det private, hvor fremtiden synes lysere. De er der jo for pokker ikke længere på grund af men på trods af systemet: På trods af arbejdsforholdene og lønnen. På trods af flere patienter, mere stress og mindre tid til samtale. Hvilket bringer mig til, hvorfor jeg også tænker meget på Simon Emil Ammitzbøll: Forleden blev han interviewet af TV2 News om den nye økonomiaftale med KL. Her understregede ministeren, at regeringen vil have endnu mere PRIVAT velfærd i fremtiden. Privat velfærd?! Smag lige på det. Det jo ikke andet end New Public Management-ord for ”død over den fælles velfærd” og fortsat liv i regeringens urimelige krav til bl.a. hospitalerne om både at svinge spareskalpellen og skabe produktivitetsstigninger på to procent pr år. Det giver mig næsten ondt i maven (igen).

Derfor vil jeg skynde mig at sende min læge og hendes afdeling en buket blomster. Som tak for god behandling. Og som et mikroskopisk bidrag til, at de bevarer overskuddet til at blive. Blive i det offentlige, hvor alle, uanset formue, kun skal tage sygesikringskortet op af pungen, når helbredsuheldet er ude.

Min øl er tom nu, og jeg er fuld af lykke over, at min ”private tilstand” i denne omgang var en slags falsk alarm. Men åh, hvor Simon Emil Ammitzbøll og hans ”private velfærd” får mine klokker til at ringe.

Artikel link