Jyllands-Posten

På fræk date med fædrelandet

By 4. august 2017 No Comments

Da jeg på andendagen ramte min seng, var jeg patriotisk opstemt.

Jeg bor i Danmark. Men jeg var på Færøerne i sidste uge, fordi jeg oprindeligt kommer derfra og ville deltage i færingernes nationalfest ”ólavsøkan” eller ”olai” den 28.-29. juli. Jeg er vild med olai. Den er nemlig ikke alene en historisk, kulturel, politisk og religiøs fejring. Det er også en markering af den færøske identitet og det færøske fællesskab. Kort fortalt starter den med, at man trækker i sin folkedragt af sølvbesmykket uld. Man drikker en færøsk snaps. Går ud i byen. Ser det færøske flag ”Merkið” overalt. Går ned til vandet og ser færømesterskaberne i kaproning. Hører lokal musik og ser på kunst og teater. Lytter til lagmandens tale til nationen. Og træffer familie og bekendte, som byder en indenfor på traditionelt skærpekød, tørret fisk og spæk. Når man så går videre ind til centrum og ”Vaglið”, pladsen ved Lagtinget, samles man med tusindvis af andre færinger, der også har iklædt sig folkedragter. Og så synger man fædrelandshymner og smukke kærlighedssange ved midnat og danser kædedans til langt ud på natten.

Når man på andendagen til slut rammer sin seng, føles det, som har man været på en to dage lang lidenskabelig date med sit land. Sådan har jeg det i hvert fald. At min kæreste i år havde lånt en folkedragt af min gavmilde onkel, gjorde ikke oplevelsen mindre romantisk. Jeg forstod pludselig, hvordan det må være for forelskede mænd at se deres kæreste i lingeri for første gang, og jeg må indrømme, at jeg blev (patriotisk) opstemt. Det er selvfølgelig nemt for en som mig, der har været væk ”hjemmefra” i mange år, at idyllisere Færøerne. Og jeg ved, at Færøerne har sine minusser. Men det positive opvejer absolut det negative, og det er det, olai udtrykker: Den positive nationalisme, hvor man fejrer sit folk og land, uden at angribe eller tale andre folk eller lande ned – hvilket bringer mig tilbage til Danmark:

I Danmark oplever jeg nemlig aldrig patriotisme, medmindre kvindelandsholdet i fodbold vinder, eller en DF’er åbner munden. Måske er det fordi, det at være national i Danmark længe har været forbundet med noget højrefløjsk. Især DF’s til tider overophedede kamp mod såvel reelle som imaginære trusler udefra forbindes med danskhed. Og vi (venstrefløjen og jeg selv) har ladet DF rage flæsket, folket og flaget til sig af frygt for at blive forbundet med den. Det er synd. For nationalisme behøver ikke kun være højreorienteret og ekskluderende. Den kan lige såvel være venstreorienteret, socialt retfærdig og imødekommende – og, for Færøernes vedkommende, stræbende efter national selvbestemmelse og større deltagelse i det internationale samarbejde. Bevares, færingerne mærker ikke så meget til indvandring som danskerne gør. Men skulle der opstå pres udefra i fremtiden, vil det nok kun blive endnu vigtigere for dem at holde fast i nationalfesten. Få vedtaget en egen færøsk forfatning, som det er planen. Og få vist eventuelle nyankomne, hvad færøsk kultur og tradition er.

I mellemtiden vil jeg iklæde mig min venstreorienterede patriotside oftere hernede og gå på dates med Danmark. Nyde at se Dannebrog, også i Folketingssalen. Og spise stegt flæsk med persillesovs uden at forbinde det med dumme smykkelove og afviste kvoteflygtninge. Jeg vil omfavne det, der er danskhed for mig: Den sociale lighed. Frisindet. Tilliden. Ligestillingen. Og den velfærdsstat, verden beundrer, men som højrefløjen er ved at smadre. Og jeg vil fortsætte med at afvise dem, der truer fællesskabet og opfører sig udansk. Angriber Danmark, tvangsgifter små piger, tilslutter sig rockerbander, eller snyder staten for gigantiske skattesummer. For jeg er lige så forelsket i Danmark som i Færøerne. Og jeg vil ligge i favnen på dem begge.

Artikel link