Jyllands-Posten

Gik vores fornuft til bunds sammen med ubåden?

By 1. september 2017 No Comments
At få ubådssagen til at handle om en selv, er udtryk for en absurd hokus-pokus-mig-i-fokus-tendens.

I kantinen, i dagligstuerne og i cyberspace har snakken om Kim Walls død buldret som en skovbrand – antændt af medierne, hvis sensationsdryppende dækning har vakt forargelse hos mange: Nogle mener, at TV2 har kørt sagen som en form for dagligt underholdningsindslag, selv når der ikke var noget nyt at berette om den. Andre mener, at Berlingske og Ekstra Bladet har sprøjtet så tekniske detaljer ud, at det har mindet om manualer til partering af lig. Men mediernes interne clickbait-kamp er ikke det, der forarger mig mest. Det gør til gengæld mediernes og visse debattørers hang til at generalisere på baggrund af en uhyre sjælden sag. Som når ”Radio24syv Morgen” bruger ubådssagen som anledning til at stille lytterne det ledende spørgsmål ”bør kvinder frygte mænd?”. Og som når Politiken i en manchet stempler Danmark som et farligt land… Kim Wall levede af at rapportere fra verdens fattigste og farligste lande, men mistede livet på en opgave i det, som skulle være det fredelige Danmark”. ”Skulle være”?! Statistisk set er Danmark det femtefredeligste land i verden!

Men ikke nok med at medierne generaliserer. Sagen bliver også brugt af kvindelige debattører til at fremme deres egen feministiske dagsorden: Tinne Hjersing Knudsen, vært på Radio24syv skriver f.eks. i kølvandet på drabet et debatindlæg i Politiken (23/8) pakket med passager som: vi sejlede forbi … (Nautilus) … under en sommerfest. Jeg sad ved siden af fire andre kvinder fra radioen, og jeg husker, at vi hævede vores kolde rosé for at skåle med dem, der var om bord … Ejeren var trods alt også ven af huset, fordi han har deltaget i et utal af programmer … Vi ved endnu ikke, om … (Kim Walls) … køn havde noget at gøre med hendes død. Men det er, hvad samtlige kvinder i den her branche går og frygter lige nu”. Alt sammen var skrevet under overskriften: Det kunne have været mig. Ja, Tinne Hjersing Knudsen, men nu var det så ikke dig. Det var Kim Wall. At få ubådssagen til at handle om en selv, er udtryk for en absurd hokus-pokus-mig-i-fokus-tendens.

Jeg forstår den frygt, kvinder føler, når noget så frygteligt sker. Jeg har selv været tæt på at komme alvorligt galt afsted i ufrivillige møder med fremmede mænd på rejser alene i udlandet. Og jeg har oplevet, at en kollega og veninde blev slået ihjel på en bar herhjemme, som jeg arbejdede på. Jeg ved også, at der begås mere vold mod kvinder i Danmark, end vi forestiller os. Det er utilstedeligt og kan ikke få fokus nok. Alligevel mener jeg, at vi i sager som ubådssagen skal slå proportionssansen til, stoppe med at få det til at handle om, at alle mænd er latente psykopater: Der er INTET almindeligt over Kim Walls død. Danmark er, som sagt, et af verdens fredeligste lande og har en stærkt faldende mordrate. Den typiske kvindedræber er heller ikke en fremmed, perverteret morder, der hopper ud fra busken: Statistik viser, at godt hvertandet kvindemord begås af den mand, kvinden deler adresse med.

Tinne Hjersing Knudsen skriver selv, at ”1.164 mandlige journalister og 85 kvindelige har mistet livet siden 1992. Forklaringen er, at flere mænd end kvinder arbejder i krigs- og konfliktzoner”. Netop! Selvom det er 85 kvinder for mange, er det jo ikke så meget hende som kvinde, der bør frygte for sit liv, men journalister, der arbejder i krigszoner i det hele taget. Skal man endelig tale om faggrupper, der er virkelig voldsudsatte i Danmark, burde man starte med omsorgsarbejderne på institutionerne og hospitalerne.

Lad os tale – også i medierne – om vold og mord begået mod kvinder (og mænd) som et alvorligt og kollektivt problem. Men lad os skrue ned for generaliseringerne og op for proportionerne, så vi ikke ender med at forvrænge virkeligheden og frygte det forkerte. Kim Walls lig blev på sørgeligste vis smidt overbord og tvunget til bunds. Det samme må ikke ske for vores fornuft.

Artikel link