Jyllands-Posten

Frygt ikke narkomanen med saksen

By 29. september 2017 No Comments
Han skader næppe andre end sig selv.
Jeg kommer slæbende med min cykel ned ad Istedgade. Låsen har sat sig fast, og det går uendelig langsomt mod cykelsmeden. Jeg passerer stofindtagelsesrummet ”Skyen”. Og tre mænd – høje, tatoverede og med narkotågede blikke – står i døren. De går efter mig og råber mig an: ”Hey du der! Hey!”. Jeg svarer ikke. Går bare hurtigere, men stadig for langsomt til at slippe væk. Da de er lige bag mig, vender jeg mig om med min taske knuget til kroppen. Den ene af mændene trækker en stor stålsaks frem. Og jeg ærgrer mig pludselig gevaldigt over, at jeg kun er nået til blåt bælte i karate. ”Er cyklen din?”, spørger han. ”Ja. Jeg stjæler den ikke. Låsen har sat sig fast”, svarer jeg spagt. ”Skal du bruge den igen?”, spørger han. Jeg ryster på hovedet. Han sætter sig på hug og stikker saksen i låsen, vrider den voldsomt rundt og splitter den fuldkommen ad. ”Det var så lidt”, siger han og gør en slags honnør, inden jeg får sagt et ord. Så går han med sine venner tilbage til Skyen.

Jeg husker ikke, hvornår jeg sidst har været så bange og indser flovt min egen fordom. På vej hjem køber jeg en sixpack med øl og genfinder manden med saksen ved Hovedbanen. ”Tak for hjælpen”, siger jeg og rækker ham øllene. ”Det havde du ikke behøvet”, svarer han. ”Jeg drikker ikke alkohol, det skidt. Men lidt småpenge havde ikke været af vejen”. Jeg giver ham, hvad jeg har i min pung, rækker øllene til hans venner og går videre, mens jeg tænker over, hvad det egentlig er, jeg, samfundet og især politikerne, har gang i. Det er jo ikke kun mig. Mange frygter eller foragter dem, der lever på bunden – de hjemløse og især narkomanerne, drankerne og de prostituerede. Hvorfor ved jeg ikke. De skader vel sjældent andre end sig selv.

For et år siden flyttede jeg fra Frederiksberg til den rå ende af Vesterbro, og jeg har endnu ikke haft reel grund til at føle mig mere utryg. Tværtimod. Jeg oplever et fællesskab takket være flere af de stofbrugere og hjemløse, jeg fysisk nu er tæt på. Vel larmer de og tisser ved min opgang. Men de var der jo først – og har indtil videre kun vist venlighed. Venlighed når de ønsker min kæreste og mig en god dag. Og venlighed når vi med min kærestes datter på 5 skal gennem deres påvirkede forsamling ved Hovedbanen. ”Pas pååå, der kommer et baaarn” varsler de hinanden, mens de med viftende arme gør plads, som var hun dronningen selv. Når man overhører deres diskussioner, handler de desuden næsten altid om etik og moral. Om at en aftale er en aftale. Og om at man skal give de penge tilbage, man låner og ikke skal stjæle, men opføre sig ordentligt.

Imens samfundets bund har travlt med at fastholde grundlæggende værdier, har regeringens top til gengæld travlt med at slippe dem. Slippe dem ved at skærpe straffen for tiggeri til 14 dages fængsel. Og ved at sniffe sig høj på magt, rode med bilag og skattemilliarder og løbe fra internationale og lokale aftaler: Til trods for, at 25 procent af landets stofbrugere og hjemløse lever i København, har regeringen f.eks. i 2017-satspuljeaftalen sløjfet den særordning på 58 millioner, som kommunen ellers havde til at skaffe sovepladser, stofafvænning og anden hjælp til udsatte. Det er dårlig stil, især når reduktionerne i kontanthjælpen i forvejen gør det svært for dem at betale en bolig.

2018-satspuljeforhandlingerne starter om lidt. Og jeg lover at gøre honnør for regeringen, hvis den returnerer de 58 millioner. Honnøren bliver dog næppe aktuel. For regeringen måler ikke samfundet på, hvordan det behandler sine svageste. Den måler det på, hvordan det behandler sine stærkeste. Og dét er værd at frygte. Desværre er det ham, manden med saksen, som jeg frygtede. Ham, som vi dømmer. Og ham, som fik mig til at tænke over det.

Artikel link