Annika i pressenArtikler

Annika vil styre kongeriget

By 28. februar 2011 oktober 22nd, 2017 No Comments

Hun blev medlem af SF for tre år siden, da hun var utilfreds med Socialdemokraterne. Nu er hun i partiets landsledelse og byder sig frem til det kommende folketingsvalg med færøsk forbillede. Villy Søvndal. Ida Auken. Ole Sohn. Kamal Qureshi. Holger K. Nielsen. Og Annika Smith. Mellem SF´s garvede og uprøvede valgemner er en færøsk kvinde, som håber på at få indflydelse på dansk landspolitik i den kommende valgperiode.      

Hun er opstillet i København, hvor hun bl.a. skal konkurrere om stemmerne med formanden Villy Søvndal og Ida Auken, der klarede sig godt ved sidste valg.

Den 34-årige færing er ikke bange for udfordringen. Hun er optimistisk og byder sig frem med ét formål: At være blandt de 179 folketingsmedlemmer, som bliver valgt ind.

– Der er ingen grund til at stille op, hvis man ikke satser på at komme ind. Det bliver vanskeligt, men jeg forfølger muligheden. Så nu går jeg i gang med valgforberedelserne, som starter for alvor efter sommerferien, siger Annika i telefonen fra København.  Hun er en af de 16, som stiller op for SF i København. Annika siger, at partiet regner med at få 6 folketingsmandater ind i hovedstadsområdet.   

Kæmper for retfærdighed

Annika Smith føler et behov for at påvirke det samfund, hun lever i. Det er den enkle årsag til, at hun udfordrer de andre kandidater. Hendes opgave bliver først og fremmest at beskytte de udsatte. Hun vil være narkomanernes, de prostitueredes og andre udsattes stemme, samtidig med at hun vil kæmpe for social ligestilling, hvor der skal være arbejde, lige muligheder og rettigheder til alle.   

-Det er min klare holdning, at hver enkelt skal høres. Kløften mellem rig og fattig er for stor i øjeblikket, og det er en af de knuder, som jeg vil løse. Jeg kæmper i grunden for retfærdighed, siger hun.

Hendes politiske interesse stammer fra, at hun har boet i Peru i Sydamerika. Hun var der vidne til den   manglende folkeret og de manglende menneskerettigheder.

Annika har i de seneste år arbejdet som politisk rådgiver i Den Nordatlantiske Gruppe i Folketinget. Hun har desuden arbejdet i FN i New York og har også erfaringer fra EU-systemet i Bruxelles.     

Vendte S ryggen

Efter at krigene i Afghanistan og Irak brød ud, tegningerne af Muhammed og den overvejende højredrejning i Danmark, havde Annika set nok. Hun tog konsekvensen og meldte sig ind i SF i 2007. 

Som ung var hun ellers medlem af DSU. Men da hun skulle tage den endelige afgørelse, viste hun partiet, som de sidste 130 år har kæmpet for retfærdighed, ryggen. S havde efter hendes mening flyttet sig for langt imod midten.

De danske medier har de seneste måneder belyst, at SF ligeledes nærmer sig midten. Annika er derimod af den opfattelse, at partierne nu nærmer sig hinanden som et realistisk og stærkt alternativ til den borgerlige regering.

Annika har gjort store fremskridt, siden hun meldte sig ind. Hun er medlem af partiets landsledelse, hvor hendes opgave bl.a. er at tilrettelægge den kommende valgkamp og lede samarbejdet med S. 

SF tog de fleste danskere på sengen ved sidste Folketingsvalg. Under Villy Søvndals ledelse lykkedes det partiet at fordoble folketingsmandaterne fra 11 til 23.

En af årsagerne er, at partiet er anderledes og mere tidssvarende end andre. Partiet har bl.a. gjort opmærksomt på, at selv om den vestlige verden står stærkt økonomisk, er der stadig mange, der er i store problemer. SF har også stået i front i debatten om klimaændringerne.    

Interesse for færøsk politik

Det bliver med færøsk forbillede, at Annika planlægger kampen for retfærdighed. Som politisk rådgiver i Den Nordatlantiske Gruppe har hun haft et tæt samarbejde med Høgni Hoydal.

Og Annika er hurtig med svaret, når hun bliver spurgt, hvem hendes politiske forbillede er:
-Høgni Hoydal. Hans iver og grundighed er beundringsværdig. Han sørger altid for at være orienteret om forholdene og argumenterer godt for sine synspunkter, forklarer hun.

Annika er fra Tvøroyri. Som otteårig flyttede hun til Danmark med familien, hvor hun har boet siden. Hun lægger ikke skjul på, at hun godt kunne tænke sig at flytte tilbage til Færøerne. Selv om Annika nu har taget det første skridt som politiker ved at opstille for SF, er det ikke utænkeligt, at hun vil gøre sig gældende i færøsk politik i fremtiden.

Hun siger, at hun ikke har tænkt sig at tie stille, hvis hun flytter tilbage. En sag, som hun kunne tænke sig at løse på Færøerne, er at adskille politik og religion. 

– Jeg savner Færøerne. Men skulle jeg flytte, ville jeg også længes efter dagligdagen i Danmark. På den måde er jeg splittet, men kommer jeg i Folketinget, bliver jeg naturligvis her. Men nu tænker jeg på valgkampen, og forhåbentlig vil færinger, der bor i København, støtte mig. Ikke kun fordi jeg er færing, men fordi det er en fordel for Færøerne at have et folketingsmedlem, som forstår færøske synspunkter.     

FAKTA:

Navn: Annika Smith. Født: 11. juli 1976. Bosat i: København. Stilling: Rådgiver i Den Nordatlantiske Gruppe i Folketinget og medlem af SF´s landsledelse. Uddannelse: Kandidat i internationale udviklingsstudier. Arbejdserfaringer: FN i New York, Den Nordatlantisk Gruppe i Folketinget, EU kommissionen og den færøske repræsentation i Bruxelles, RCT (Rehabiliteringscenter for torturofre) i København.

Artikel i den færøske avis Sosialurin  om mit folketingskandidatur 12. juli 2010.