Annika i pressenArtiklerFærøerne

Politik hele døgnet

By 28. marts 2011 oktober 22nd, 2017 No Comments

Til hverdag er hun politiks rådgiver i Den Nordatlantiske Gruppe på Christiansborg. Aftenerne og weekenderne går med forberedelser til folketingsvalget, hvor hun stiller op for SF. – Mit job betyder, at jeg arbejder midt i alle de politiske valgrygter. Det er næsten for spændende nu, siger Annika Smith fra Tvøroyri, som satser på en plads i Folketinget.   

Annika Smith har arbejdet bag de politiske kulisser siden 2005. Nu har hun planer om selv at gå på scenen i rollen som en af dem, der skal styre Danmark de næste fire år. Går det som planlagt, kan hun sætte sig på en af de 179 pladser i folketingssalen på Christiansborg efter selve valget. 

For seks år siden begyndte Annikas daglige gang på et af de mange kontorer på Christiansborg. Som politisk rådgiver for Den Nordatlantiske Gruppe har hun sørget for, at medlemmerne er opdaterede om og forberedte på dagens politiske udfordringer. Nu har Annika dog et ønske om selv at være den, der leder landet og tager de politiske beslutninger.

 -Den dag, valget bliver udskrevet, tager jeg fri i tre uger. Så satser jeg alt hvad jeg har af tid, kræfter og penge på at få en plads i Folketinget, siger Annika bestemt. Hun vil ikke lade nogen tvivl være om, at hun mener det, hun siger. Ja, i det hele taget har Annika en hel del meninger. Ikke mindst politiske.   

Kort vej til toppen

Det er dog ikke mange år siden, Annika meldte sig ind i SF. Året var 2007, og Annika var i USA. Som helt ung var hun medlem af DSU. Som 30-årig gik det op for den færøske folketingskandidat, at Socialdemokraterne ikke var det rette parti for hende. Derfor vendte Annika dem, som nærmede sig midten mere end hun brød sig om, ryggen og meldte sig ind i SF. 

Tilfældigheden ville, at hun blev SF´s medlem nr. 10.000. Dette sikrede hende en indbydelse til partiets kommende landsmøde, hvor hun fik lejlighed til at gå på talerstolen og fortælle om sine politiske visioner. Efter dette gik det stærkt.  

Annika blev valgt til formand for SF Vesterbro i 2008, det år hun flyttede tilbage til Danmark fra USA. To år senere, sidste år, blev Annika valgt ind i partiets landsledelse, hvor hun sammen med formanden Villy Søvndal, Ole Sohn og andre erfarne kræfter har været med til blandt andet at styrke samarbejdet med Socialdemokraterne.   

I dag, fire år efter indmeldingen i SF, er Annika i gang med at lægge sidste hånd på foldere, plakater og andet, som hun skal bruge, når valgkampen bliver skudt i gang.  

-Det viser, at der ikke har været langt fra nederste til øverste hylde i SF. For mig er det gået meget stærkt, og jeg vurderer også, at jeg har haft en del indflydelse på den politik, som partiet fører i dag, siger Annika Smith.   

Færøerne som hjertesag

Selv har Annika også nogle helt konkrete mål, som hun ønsker at arbejde for, som ligger uden for partiets fælles mål. For eksempel ønsker hun at arbejde for større færøsk selvbestemmelse, bedre økonomiske vilkår for Færøerne og forbedrede rettigheder for færøske homoseksuelle.

Samtidig har Annika også nogle politiske hjertesager, som er knyttet specifikt til Danmark og danske forhold. Den færøske folketingskandidat er dog ikke bekymret for, at det kan være en bagdel, at hun i virkeligheden har to politiske profiler.  

-Jeg har tænkt meget over det. Min konklusion er, at Færøerne og færøske forhold ikke fylder ret meget i Danmark. Men det har stor betydning for mig, og det kommer således til at præge min politik. Jeg lægger hele min person i politik. Derfor kan jeg ikke vælge en side frem for en anden, forklarer Annika. På det grundlag har hun også fået trykt en dansk folder, der belyser nogle andre emner end dem, som ses i den færøske folder.   

-Der ligger flere muligheder i dette, end hvis jeg bare havde enten en færøsk eller en dansk profil til valget. Mangfoldigheden giver mig og partiet nogle helt andre ting at arbejde med. Vi kan også nå endnu længere ud og nærmere vælgerne, fortæller Annika og nævner for eksempel Villy Søvndal, der for nylig var i det færøske hus og debatterede med færøsk ungdom. Det er næppe set tidligere, og uden at Annika på nogen måde påtager sig æren heraf, har hun uden tvivl haft en stor indflydelse på, at formanden deltog i paneldebatten på Vesterbrogade 17. 

Stor spænding

Om de forskellige baggrunde når så langt som til en folketingsplads, vil tiden vise. Det står dog klart, at valget nærmer sig dag for dag. Men valgpeberen er på en måde dalet lidt, efter at alt var nær kogepunktet kort efter årsskiftet, og iagttagere spåede, at Lars Løkke Rasmussen ville udskrive valg allerede i april. Personligt er Annikas holdning en helt anden på trods af, at medierne for tiden blæser den ene valghistorie op efter den anden.

-For mit vedkommende øges spændingen dag for dag. Via mit arbejde på Christiansborg er jeg tættest på alle valgrygterne, så det er næsten for spændende, forklarer Annika og nævner et eksempel. 

-Jeg har blandt andet hørt, at Venstre har lejet DGI-byen i april. Spørgsmålet er så lige, hvorfor de gør det, ler Annika. Selv vover hun at tvivle på, at det er til festen efter folketingsvalget.   

-Hvis jeg var Lars Løkke, ville jeg ikke udskrive valgt lige nu. VKO har alt for mange belastende  sager at slås med, og den seneste i rækken er Hornbech. På den anden side må det siges at være  historisk, at oppositionen står så stærkt og samlet som nu, siger Annika Smith, som således ikke ville have noget imod et valgt snart. 

Annika Smith er en af 16 kandidater, som er opstillet for SF i København, hvor det skønnes, at en tredjedel af dem kommer i Folketinget. Selve valget bliver senest den 13. november i år.  

FAKTA

Annika Smith er født 11. juli 1976. Hun er fra Tvøroyri, men har boet det meste af sit liv i Danmark. Er uddannet kandidat i udvikling og internationale studier. Arbejder som politisk rådgiver for Den Nordatlantiske Gruppe i Folketinget, men har i øvrigt arbejdet i FN i New York, i EU-Kommissionen og den færøske repræsentation i Bruxelles. Er medlem af SF´s landsledelse og folketingskandidat for partiet.

Af Rólant Waag Dam, Sosialen 4. marts 2011.