JEG OPGIVER SGU IKKE SÅ LET
Jeg genopstiller til Borgerrepræsentationen for SF, fordi kampen mod social ulighed i København langt fra er slut. Selv om det er umådelig svært at gennemføre forandringer til det bedre på det sociale område, så giver jeg sgu ikke bare op. Jeg vil fortsætte min kamp for et København, der hjælper de borgere op, der falder og synker ned på byens bund.
Er man i tunge personlige problemer og får man ikke behandling og hjælp til at tackle dem, er risikoen for at ende som socialt udsat stor. Jeg har selv en far, som er opgivet af systemet, fordi han både er (ex)alkoholiker og psykisk syg. Var det ikke for min mor, var han forlængst endt på gaden eller fundet død i en vejkant et sted. Hun har kæmpet en årelang og forgæves kamp for at skaffe hjælp til ham fra den kommune og region, de bor i. Men i stedet for hjælp er både hun og min far blevet mødt af fordomme fra systemet og af sagsbehandlere, der har trukket på skuldrene, fordi de ikke kunne få min dobbelt-diagnose-far til at passe ind i systemets skemaer og støtteordninger. Min far er endt som en ”lost cause”, og min mor er som pårørende endt som et bekvemmeligt og billigt (men totalt nedslidt) alternativ til den hjælp og behandling, systemet skulle have tilbudt. Sådanne lignende sager hører ikke til sjældenhederne, heller ikke i København.
Derfor er politik blevet personligt og det personlige blevet politisk for mig. Det er mine forældres historie, der har givet mig min sociale indignation og gjort mig aktiv i SF. Det er min far, der har lært mig, at alle mennesker – hvor ”i stykker” de end er – har ubeskriveligt stor værdi, hvis ikke for samfundet så for de allernærmeste. Og det er min mor, der har lært mig ikke at opgive kampen for social retfærdighed. Det er begrænset, hvilken forskel jeg kan gøre for mine forældre i dag. Men bor du i København, håber jeg, at du vil støtte mig og give mig din stemme den 16. november, så jeg kan gøre en forskel for københavnerne de næste fire år. En forskel for de voksne, der havner i økonomisk deroute, hjemløshed eller stofafhængighed. For de unge, der kæmper med psykiske problemer eller handicaps. For de pårørende. For de børn i dysfunktionelle eller alkoholafhængige familier, der mistrives eller oplever omsorgssvigt. Og for dem, der i det hele taget havner på byens bund, fordi både de selv, deres familie og omgangskreds har kæmpet forgæves for at få hjælp fra byens administrative og politiske top.
Mine mere konkrete politiske mærkesager kan du læse om her på siden. De handler ikke kun om socialpolitik, men også om alt det andet, der ligger mit hjerte nær og som er vigtigt for vores by. Jeg håber, at du vil synes om dem, tage del i min kamp og støtte mig den dag, det virkelig gælder.
Kærlig hilsen
Annika
Om mig iøvrigt
Jeg bor i hjertet af København sammen med min kæreste, hans datter på 9 år og vores fælles søn på snart 3 år. Jeg er uddannet sociolog og har, inden jeg blev valgt ind i Borgerrepræsentationen, været chefkonsultent i Udenrigsministeriets kontor for Arktis og Nordamerika. Tidligere har jeg arbejdet i FN i New York, i EU-Kommissionen, på Rehabiliteringscenter for Torturofre og som frivillig på bl.a. værestedet Reden på Vesterbro. Jeg har færøske forældre, men er primært vokset op på landet uden for Roskilde. Og så har jeg blåt bælte i karate og er rød klummeskribent på Jyllands-Posten.
Udover at være medlem af Borgerrepræsentationen er jeg også:
- Medlem af SF’s landsledelse
- Tidligere stedfortrædende medlem af Folketinget
København er også din by. Har du idéer eller forslag, så ring til mig på 30180822. Vi kan gøre den bedre sammen.