Skip to main content
Jyllands-Posten

Fixeforbud koster liv

By 28. februar 2011oktober 22nd, 2017No Comments

Debatindlæg af Annika Smith og Kamal H. Qureshi bragt i Information den 27/11-2008

50 døde narkomaner, en tredjedel flere indlæggelser på Hvidovre Hospital, hiv, aids, hepatitis og beskidte, brugte kanyler i børnenes sandkasser – det er, hvad det årligt koster ikke at have et fixerum på Vesterbro!

Sundhedsrummet er et stort skridt fremad. Nu kan narkomanerne få sundhedsfaglig rådgivning og hjælp, et måltid mad og en snak med en frivillig i sundhedsrummet og i den tilstødende cafe. De kan så sidde og kigge ud på gaden og på de andre narkomaner, som fixer med beskidte kanyler. Der må nemlig ikke fixes i sundhedsrummet! Det er en stor mangel og løser derfor ikke problemerne – hverken for stofmisbrugerne eller for beboerne i området.

Der er behov for et decideret fixerum,( som sagtens kan gøres indenfor sundhedsrummets rammer), så narkomanerne kan indtage medbragte stoffer under ordnede forhold. Vi har adskillige gange bedt regeringen om afskaffelse af forbuddet mod fixerum, men svaret var, og er fortsat, nej. Det er en stærk kritisabel og skadelige beslutning.

Udenlandske erfaringer

Et fixerum betyder bedre sociale og sundhedsmæssige vilkår for de mange stofmisbrugere.

Udenlandske erfaringer viser, at fixerum reducerer dødsfald. I Frankfurt faldt antallet af overdoser fra 150 til 30 i løbet af de første fire år med fixerum. I Danmark har narkorelaterede dødsfald ligget uændret højt de sidste 10 år.

Et fixerum i København vil betyde, at man alene i København ville kunne redde 50-60 narkomaner årligt. En tredjedel færre sygehusindlæggelser, hvis narkomanerne kunne tage deres stof under kontrollerede forhold, og mange sygdomme – blandt andet hiv og hepatitis – kunne forebygges.

Fixeforbuddet har også konsekvenser for andre end narkomanerne. Manglen på et fixerum er et stort problem for de mennesker, som bor på Vesterbro. Sundhedsrummets fixeforbud betyder, at narkomanerne er nødt til at fixe på offentlige steder til stor gene for beboerne på Vesterbro, som må leve med ‘fixerum’ i deres trappeopgange, kældre og på børnenes legepladser.

Resultatet er, at beboerne fortsat må finde sig i faren ved brugte og beskidte kanyler på trapper og i sandkasser.

Vesterbro er et skønt sted for mange af os, men med ganske få ændringer kan det gøres endnu bedre! Et fixerum vil reducere dødsfald og forebygge sygdomme.

For narkomanernes, og beboernes, skyld, lad os få ophævet forbuddet mod fixerum nu!