Jeg bandede engang ad Dansk Folkeparti og har skyldt partiet en undskyldning i fire et halvt år. Den kom først nu.
Den kloge og kradse TV-vært Clement Kjersgaard sagde forleden i et interview til Berlingske, at ”den demokratiske samtale er i dyb krise. Truslen ligger ikke i en dårlig tone, men i debattens rungende indholdsløshed.” Ja, tænkte jeg. Og så alligevel nej. For at spotte og håne ens politiske modstander har udviklet sig til en dansk nationalsport, og debatterne på traditionelle som sociale medier forvandles i stigende grad fra en ’ordenes brydeplads’ til en losseplads, som samtalen og indholdet dumpes og dør på. Jeg afskyr det.
Imidlertid er jeg den sidste, der skal gå i rette med nogen om tonen. Jeg gik nemlig selv langt over stregen i debatten for fire et halvt år siden. Under valgkampen i 2011 fandt jeg på noget så umodent kækt som at bande ad Dansk Folkeparti. Jeg sagde, for at være helt konkret, ”F*ck DF” og brugte det som slogan på mine valgplakater til folketingsvalget. Årsagen var, at jeg var frustreret over Dansk Folkepartis omtale af indvandrere og muslimer op til valget. Og da Søren Espersen under valget blev citeret for at sige noget i samme boldgade, der i mine ører lød grimt, valgte jeg at sige noget grimt tilbage. Det var dumt. At Søren Espersen sidenhen skrev til mig, at han var blevet fejlciteret, gjorde det kun dummere.
Jeg har siden ønsket at give Søren og hans parti en undskyldning. Derfor tog jeg forleden dag tyren ved hornene og bad ham om en snak. Da jeg mødte op på hans kontor, forventede jeg ikke umiddelbart forståelse. Men til min store glæde gik det stik modsat.
Ansigt til ansigt
På mødet indrømmede jeg, at det måske var underligt at undskylde for noget, som Søren og Dansk Folkeparti sandsynligvis anså for ligegyldigt her fire et halvt år efter. Jeg havde imidlertid ikke turdet sige undskyld før. At sige F*ck DF havde bragt mig i hundredevis af hademails, identitetstyveri, måneder med klamme anonyme pakker i min postkasse og regulær skældud af fremmede såvel som bekendte på gaden. Men især dødstrusler fra personer på den yderste højrefløj gjorde, at jeg frygtede at ”genoplive” sagen med en undskyldning. Mit mod på god stil og tone er ikke desto mindre større i dag end frygten. Det var og er faktisk overhovedet ikke mig at være respektløs overfor en politisk modstander, og selvom jeg stadig er lige så uenig med Dansk Folkepartis holdninger til muslimer og indvandrere, som jeg var i 2011, var det i denne her situation mig, der havde ramt ved siden af skiven. Det undskyldte jeg for. Søren smilede, nikkede og kom ikke med en eneste bebrejdelse. I stedet skænkede han mig bare endnu mere kaffe og takkede for undskyldningen. Han forklarede sin side af sagen om citatet dengang og virkede lige så glad som jeg for at få mulighed for at forklare. Det var fedt.
Mødet endte som et af de bedste, jeg har haft med en politisk modstander. Det er jo som bekendt hyklerisk nemt at være hånlig overfor en modstander på nettet, gennem medierne, eller, som i mit tilfælde, på byens lygtepæle, når man ikke samtidig skal stå ansigt til ansigt med personen. Ansigt til ansigt med Søren har jeg imidlertid flere gange stået, bl.a. da jeg en kort overgang kom i Folketinget som stedfortrædende medlem. Søren mødte mig altid med et smil. Og jeg skammede mig en smule hver gang. Ikke at de ting, jeg sagde dengang på nogen måde retfærdiggjorde dødstrusler og chikanerier, bevares! Men måden, jeg sagde det på – tonen – var ikke ligegyldig. Den var heller ikke i orden.
Plads til uenighed
Jeg er helt med på, at vi ikke skal være et konsensussamfund. Men er der noget, der skaber krise og indholdsløshed i det, Clement Kjersgaard kalder ”den demokratiske samtale”, er det respektløsheden de politiske modstandere imellem. At holde sig til en god tone må derfor være alles ansvar og i alles interesse – ikke som dække for at udelukke synspunkter, man ikke selv kan lide, men derimod for at give plads til dem. Det var jo ikke uenigheden, der eksempelvis fik Søren og, senest, Winni Grosbøll (Soc.) til at melde sig delvist ud af samtalen og lukke deres offentlige facebook-profiler ned. Det var tonen.
Man kunne tænke, at den tiltagende hang til hån af politiske modstandere ville skabe et proportionelt tiltagende behov for undskyldninger på tværs af de politiske fløje. Men som Søren Espersen sagde som afslutning på vores møde: ”jeg har aldrig oplevet, at nogen i politik er kommet og har givet en undskyldning”. Nej, det kan jeg forestille mig. Lektor i retorik Lisa Storm Villadsen har set på netop det problem og konkluderet at: ”Hvis du undskylder, indrømmer du, at du har handlet forkert over for en anden, og at modparten ikke var skyld i det (…) og deri ligger der et løfte om ikke at foretage den samme handling igen. En beklagelse derimod er blot en sympatitilkendegivelse, hvor man anerkender, at modparten blev såret af det, man sagde, men hvor man stadig holder fast i sit synspunkt. Det er meget mindre kompromitterende end en undskyldning.” Netop. I politik er der mange pseudo-undskyldninger i kategorien ”jeg beklager, at det blev misforstået / lækket / opdaget. Reelle undskyldninger er der ifølge lektoren få af. Om det er fordi, at få finder, at de skylder en undskyldning, eller om det er fordi, at mange, som jeg, ikke tør give en af frygt for konsekvenserne, skal jeg ikke kunne sige. Men efter mit møde med Søren, kan jeg kun anbefale at prøve.