Som SF’er kunne jeg torsdag vælge at følge mit parti blindt og stemme ja til ændringen af retsforbeholdet. Men så enkelt føler jeg ikke, at det er. De verbale knytnæveslag, som partierne har ladet regne ned over hinanden og vælgerne de seneste uger, har næsten fået mig til at vende den ellers vigtige afstemning ryggen. Som den digitale ekspert Benjamin Rud Elberth og den politiske analytiker Jon Kiellberg siger, er flere af ja-partierne kammet over og har ”ramt fuldstændig skævt” med deres negative kampagnedagsorden og insinuationer om, at vi nærmest hjælper kriminelle og ”begejstrer børnelokkere”, hvis vi stemmer nej. ”Det bliver ekstremt forsimplet, og danskerne bliver i bund og grund ikke det mindste klogere på, hvad de egentlig skal stemme om”. Netop.
Når jeg spørger mine nærmeste, hvad de stemmer torsdag, fornemmer jeg den samme tvivl og trods, som jeg selv har haft. Tvivl, fordi det er umuligt for dem at gennemskue, hvad afstemningen torsdag helt præcis går ud på. Og trods, fordi politikerne lover bål, brand og barnegråd, hvis de ikke stemmer ”rigtigt”.
Men nej-partierne har heller ikke været hæderlige. Tværtimod.
Mistillid og mavereaktioner
Dansk Folkeparti har ført en veritabel skræmmekampagne med deres såen tvivl om, hvorvidt den 23 år gamle politiske aftale om forbeholdene nu også holder, eller om vi hiver EU’s ”mørke monster” af en fælles asyl- og udlændingepolitik med ind ad bagdøren, hvis vi stemmer ja. Aftalen blev ellers indgået af hele fem partier (V, S, Rad., SF og Kons.) og er noget af det mest bundsolide, Christiansborg har præsteret. Eller som Bertel Haarder skriver på sin facebook: ”Det er jo en politisk aftale om, at forbeholdene ikke kan hæves uden en folkeafstemning. Den har været holdt nu i 23 år, og ingen har på noget tidspunkt så meget som tænkt på at bryde den … Det ærgrer mig, at særligt Dansk Folkeparti … forsøger at så mistillid til det”. Det ærgrer også mig. Men vælgernes frygt er som bekendt ”et virksomt værktøj, især når tidsånden vil det.” Og tidsånden – med EU’s gældstragedier, flygtningepres og terrortrusler – vil det. Det samme vil politikerleden:
Meningsmålingerne viser, at mistilliden til politikerne er alarmerende høj her op til afstemningen: 74 pct. af dem, der vil stemme nej, mangler tillid til politikerne. Ifølge professor i statskundskab, Kasper Møller Hansen, er vi nemlig “i en situation, hvor vi skubber indholdet til side og stemmer ud fra en mavereaktion eller en trodsreaktion.” Ja. Og øv. For der er gode og reelle argumenter, der taler for, at vi skal have en ændring af retsforbeholdet – argumenter, der kommer fra NGO’erne og arbejdsgiver- og erhvervsorganisationerne. At politikerne ælter samme argumenter til propagandamudder, de kan smide efter hinanden og de vælgere, de frygter stemmer ”forkert”, gør dem ikke dårligere. Men det gør dem næsten umulige at tage til sig. Derfor håber jeg, at tvivlerne vil ’tune væk’ fra politikerne og ind på folk som … ja, som Rasmus.
Rasmus Modsat
Rasmus er en af mine bekendte. Han er også direktør for organisationen Børns Vilkår, der blev stiftet af bl.a. Tine Bryld tilbage i 1977 for at hjælpe børn, der er i vanskeligheder eller udsættes for seksuelle overgreb. Rasmus og Børns Vilkår har forud for afstemningen på torsdag publiceret en video, hvor de anbefaler danskerne at stemme ja til tilvalgsordningen. Den kommer her:
Det er ret sjældent, at Børns Vilkår markerer sig så direkte i en afstemning, og det har vakt undren. Men som Rasmus siger: ”Vi blander os, fordi et ’ja’ er vigtig for børnene. Det er vores pligt at tale deres sag – også i de tilfælde, hvor vi risikerer kritik fra borgere, der er uenige med os. Nogle af de retsakter, der ligger i tilvalgsordningen, kan stille børn bedre, end de står i dag. Længere er den ikke”. Og nej, længere er den derfor heller ikke for mig.
Rasmus og Børns Vilkår siger, ligesom ja-partierne, at det kan få konsekvenser for indsatsen mod seksuelle overgreb mod børn og distribution af børneporno på tværs af grænser, hvis vi forlader Europol-samarbejdet, eller skaber årelang usikkerhed om Danmarks stilling i det.
Men hvad Rasmus gør modsat af politikere er, at han fremfører sine argumenter med respekt for vælgerne. Han siger, at vi hjælper børnene, hvis vi stemmer ja. Ikke at vi hjælper børnelokkerne, hvis vi stemmer nej. Samme soberhed udviser de andre organisationer, der anbefaler et ja: Børns Vilkår er sammen med Red Barnet, Børnerådet, BØRNEfonden og Politiforbundet blandt de 24 organisationer i landet, der af forskellige grunde står sammen om en ændring af retsforbeholdet. Og godt det samme. For de ved, hvad de taler om. Flertallet af dem er hverken for eller imod EU. De er heller ikke for eller imod venstre eller højre, dig eller mig. De er for deres sag. Derfor lytter jeg til dem.
Jeg vil ikke tvinges, tales ned til eller trues til at stemme ja. Jeg vil stemme ja, fordi Rasmus og hans kollegaer ønsker det. Havde Rasmus anbefalet et nej til folkeafstemningen på torsdag, ville jeg have rettet mig efter det. Men han anbefaler et ja.