Jeg er før i tiden blevet kaldt bonderøv, fordi jeg kommer fra landet. Det var nedladende ment. Men jeg har aldrig oplevet, at dem, der kaldte mig det, bildte sig ind, at de vidste mere om at høste, malke køer og slagte kyllinger end jeg. I dag bliver jeg kaldt ”elite” på grund af min adresse i København og universitetsuddannelse i sociologi. Også det, ved jeg, er nedladende ment og dækker over, at man er en elitær snob, der intet ved om virkeligheden. Hvad jeg imidlertid finder absurd er, at dem, der kalder mig elite nu, bilder sig ind, at de ved mere om mit akademiske felt end jeg. Hvad jeg bidrager med fra års studier anses nemlig ikke længere som brugbare fakta, men som bedrevidenhed. Og jeg anses som fjende af det ”folk”, jeg på grund af min universitetsgrad ikke længere må være en del af.
Sådan ser bl.a. Pia Kjærsgaard fra Dansk Folkeparti på det. I Politiken beskyldte hun forleden igen dem, hun kalder ”hovskisnovski-typerne”, DJØF’erne, journalisterne, kulturparnasset i København og sådan nogle som mig, for at undertrykke hendes parti og se ned på dem, hun kalder ”folket”, som var de ”aber i et bur”. Hun mente, at det var elitens skyld alene, at den er ”i kontrast til folket”, og det pæneste, hun havde at sige om akademikere som mig var, at man ”ikke nødvendigvis behøver at være et dumt svin, fordi man er højtuddannet”. Tak til dig, fru Kjærsgaard. Og se så på dig selv, tænkte jeg. For er der noget Dansk Folkeparti år 2017 ikke er, er det folkelige: De støtter en regering, der ikke laver andet end reformer, der gør de fattige fattigere og de rige rigere. Desuden er Dansk Folkeparti ikke undertrykte: Partiet er Folketingets største borgerlige parti og havde fået ministerposter serveret på et sølvfad i 2015, hvis de ikke selv havde frabedt sig regeringsmagt til de af deres vælgere, eliten i årevis har ”trådt på”, som hun siger. At der, apropos, ikke går en dag, uden at Dansk Folkeparti minder os om Poul Nyrups ”stuerene, det bliver I aldrig”, er ikke tilfældigt. Ordene er det bedste, der er sket partiet, der siden har kunnet spille rollen som den lille frække hvalp, der tisser på magthavernes gulvtæppe – helt uagtet at den i virkeligheden for længst er blevet en muskelhund, der både sætter og vogter dagsordenen i dansk politik.
Det er langt ude, at så mange tror på Dansk Folkepartis folkefortælling om sig selv – og også ret skizofrent gået, af de mange, der melder sig ind i hetzen mod den gruppe med en videregående uddannelse, der for få år siden af statsminister Lars Løkke Rasmussen blev kaldt afgørende for dansk vækst. Uddannelses- og Forskningsminister Søren Pind har lige sagt om dette års fald i ansøgere til universiteterne, at han håbede, det var udtryk for ”et stilfærdigt opgør med det uddannelsessnobberi, der i årevis har gennemsyret Danmark”. Hvad han kunne have sagt, var at faldet var heldigt, fordi der er behov for færre akademikere og flere faglærte. Men nej. Uddannelsessnobber er en bedre kasse at smide mig og andre i, når ens drømmevælgere trænger til noget at samles om og sparke på.
Det føltes bedre at blive kaldt bonderøv. For i modsætning til nu skulle jeg ikke rende rundt og bevise, at jeg ikke var et dumt svin. Skulle Pia Kjærsgaard mod forventning læse denne klumme, vil jeg lige sige, at jeg ikke har glemt den provins, jeg kommer fra og aldrig har mistet respekten for den håndværker af en far, jeg blev opdraget af. Skulle Søren Pind læse med, vil jeg sige, at min far aldrig har oplevet mig som en snob, fordi jeg fik en kandidatgrad. Og til sidst: Skulle de JP-læsere læse med, som efter min sidste klumme anklagede mig for at være ude af trit med virkeligheden, ”foragte arbejdere” og ”slikke akademikerne op og ned ad ryggen” vil jeg sige, som vi sagde i landsbyen, jeg kommer fra: Rend mig i bonderøven.