… sagde han. Det var hjerteskærende.
Når jeg ser nyudklækkede studenter komme kørende vinkende og fulde ned ad gaden på den her tid af året, bliver jeg både glad og eftertænksom. Eftertænksom fordi jeg bliver mindet om min yngste ven, Tobias, der for to år siden sad krøllet sammen på mit køkkengulv med ryggen op ad en skabslåge. Han græd og var helt fra den. For trods sine kun 18 år tvivlede han stærkt på, om han ville ”klare sig igennem” og ”blive til noget i livet”, som han sagde. Tobias gik i 3.g og havde fået så lave karakterer, at han var overbevist om, at han ville blive stemplet som taber og ubrugelig i universiteternes og arbejdsgivernes øjne. Og her, tre måneder før sin studentereksamen, var han på nippet til at give op og springe fra.
Det var hjerteskærende, og den næsten dobbelt så gamle del af mig havde lyst til at minde min unge ven om, at det altid havde været ungdommens lod at være usikker på fremtiden. At jeg og mange af mine venner havde klaret os fint med et middelmådigt eksamensbevis. Men jeg tøvede. For jeg ved i bund og grund intet om, hvordan det er at være 18 år i en stadig mere konkurrencebesat stat: For Tobias og hans generation lader det jo til, at ”det perfekte er blevet det nye normale. Man accepterer ikke middelvejen. Man vil være perfekt i skolen, perfekt som ven og kæreste og perfekt som datter og søn”, som professor Bente Klarlund forleden skrev i Politiken. Det må være benhårdt. Lægger man dertil, at karakterræset i uddannelsessystemet bliver vildere og vildere, får jeg en vis medfølelse med Tobias og hans generation. De dømmes duelige eller uduelige af systemet på netop det tidspunkt i deres liv, hvor de prøver at finde ud af, hvem de selv er.
Ifølge Psykiatrifonden mistrives op mod hver femte unge, og stadig flere lider af behandlingskrævende angst, stress, depression og lavt selvværd – bl.a. på grund af sammenligningskulturen på sociale medier. Dertil kommer, fornemmer jeg, at intet længere er ”samfundets skyld”: Ifølge tidens liberalistiske mantra er ALT – godt, dårligt, gode karakterer, dårlige karakterer – den enkeltes skyld. Præstationskravene på uddannelserne er eksploderet, og gennemfører man på kortere end normeret tid, udløser det en kontant bonus.
Jeg forstår ikke, hvad vi som samfund vil opnå ved at lægge så stort et pres på de unge. Uddannelsesstederne burde jo fungere som steder, hvor man kan blive formet og rustet til voksen- og arbejdslivet, især hvis man skal bryde med en negativ sociale arv. Eksempelvis var Tobias det skarpeste unge menneske, jeg har kendt. At han var sakket bagud i karakterræset skyldtes ikke manglende evner, men at han kom fra en socialt udsat familie, som tog hans tid og fokus væk fra bøgerne. Efter den dag i mit køkken bed han tænderne sammen og fik sin studentereksamen i hus. Han fik et snit på 5.4, hvilket på ingen måde gav adgang til hans drømmestudie. Til gengæld har han her to år efter udgivet sin første bog, som, takket være de talenter, han IKKE blev målt på, er blevet en bragende succes. Han er et eksempel på, at vi har brug for en mere moderne og flerdimensionel måde at måle potentiale og fremelske talent på i uddannelsessystemet. En måde der bygger på andet og mere end et tal. De tiltag, der arbejdes med enkelte steder i landet – bl.a. karakterfrie klasser, skriftlige stedprøver og udvidet brug af personlige optagelsesinterviews – kan måske hjælpe noget ad vejen. Det er jeg ikke ekspert i. Men det er der andre, der er. Og noget må gøres, så uddannelsessystemet kommer til at fungere som de unges buffer mod perfektions- og sammenligningshelvedet, i stedet for som bidragere til det. For Tobias’ skyld. For studenternes. Og for samfundets.