Så får den en pause fra torturen og slipper for selv at gøre det rigtige helt frem til næste folketingsvalg
Nogle gange bliver man simpelthen så udmattet af at gøre det rigtige. Især hvis man er politiker. For eksempel kan det være virkelig, virkelig anstrengende at hjælpe de allermest sårbare og forfulgte mennesker i verden. Og man kan godt trænge til en pause fra de typer, der banker på Danmarks dør, bare fordi de er blevet udsat for voldtægt, waterboarding, har fået vredet armene af led, fået knust fødderne, fået slag eller elektriske stød mod kønsdelene, fået brændt ansigtet med cigaretter eller revet neglene ud af torturbødler og gale diktatorer i deres hjemlande. Den fornemmelse får man i hvert fald, når man ser på regeringen. Ifølge integrationsminister Inger Støjberg trænger regeringen – og også Socialdemokraterne – nemlig til ”et pusterum” og har besluttet at lukke døren permanent fremover for de 500 kvoteflygtninge, som Danmark ellers har modtaget årligt. At i gennemsnit hver tredje flygtning udsættes for tortur – og at tilstrømningen af flygtninge til Danmark er lavere, end den har været i årevis – er lige meget. Regeringen har jo nået kvalmegrænsen, hvad international solidaritet angår.
Jeg kender godt det med utilpashed og åndenød, især fra mine yngre år, hvor jeg arbejdede for ”Dignity”, Dansk Institut mod Tortur. For lige så hårdt det var at se og høre om den menneskelige ondskab, som organisationen hjalp herboende flygtninge med at bearbejde, lige så fantastisk var det at se, hvordan flere af flygtningene, trods store fysiske og mentale traumer, blev rehabiliteret og hjulpet til at blive nogenlunde glade og velfungerende mennesker igen. Dignitys ansatte har nemlig i mere end 30 år hjulpet flygtninge af med angst og fysiske mén fra ydmygelser, skinhenrettelse og lemlæstelse i stil med dem, som flygtningene banker på vores dør for at undgå i dag. Og de har dokumenteret og bekæmpet tortur internationalt, siden de formede sig som organisation. Alt det gør de fortsat. For det irriterende ved Dignitys ansatte er, at de bliver ved og ved med at gøre det rigtige – og det er lidt for overskudsagtigt provokerende for en regering, der ser international solidaritet og udviklingsbistand som en økonomisk underskudsforretning og ikke en langtidsinvestering i en fredeligere verden. Ikke sandt?
Desuden, tager man som regeringen et pusterum og tænker over, hvordan man kan gøre det nemmere for sig selv, kan man jo inden for én og samme måned lukke døren for kvoteflygtningene og nøjes med at råbe nogle trøstende ord efter dem i stedet: Udenrigsminister Anders Samuelsen – og staten Danmark – overtog jo i november formandskabet for Europarådets Ministerkomité og indskrev bekæmpelse af tortur som et af fem centrale indsatsområder for formandskabsperioden. Og udenrigsministeren vil helt konkret afholde et seminar om torturbekæmpelse. Sådan!
Få dage før beslutningen om at lukke døren for FN-kvoteflygtninge modtog Dignity desuden velfortjent den ”Den Sociale Pris” – en pris, som Bikubenfonden, der samarbejder tæt med den til enhver tid siddende regering, finansierer, og som kronprins Frederik overrakte med ordene: ”Vi håber, at opmærksomheden kan være med til at skærpe fokus på vigtigheden af at afskaffe tortur og sikre alle mennesker et værdigt liv”. Ja! Med prisen fulgte nemlig 500.000 kroner. Og nu hvor pengene jo ikke kommer til at gå til rehabilitering af torturramte blandt 500 kvoteflygtninge hvert år, bør de kunne gå til andre værdigt trængende. Et lækkert wellness-retreat med dertilhørende dykkerture, massage og mani-pedi-behandlinger er jo lige det, Støjberg, regeringen og sosserne trænger til. Hvorfor ik’? Så de får et pusterum fra torturen. Slipper for at hjælpe. Og undgår at gøre det rigtige helt frem til næste folketingsvalg. Aaaah …