Er man typen, der smider om sig med perfiditeter og politikerlede bemærkninger, bør man overveje, om det er en selv, den er gal med.
Jeg ved godt, at jeg burde skrive noget om ”demokratiets festdag” og lovprise et af verdens absolut bedste og mest velfungerende valgsystemer. Men efter en lang kommunal valgkamp kan man godt gå hen og blive lidt bekymret for vores dejlige demokrati. Eller rettere: For, om alle egentlig forstår det. I hvert fald er jeg ikke længere i tvivl om, at vi opfatter demokratiet temmelig forskelligt. Mange giver udtryk for at ”politikerne bare lover guld og grønne skove”, eller ”de snakker og snakker, men der sker aldrig noget” og udsagn fra samme knirkende skuffe.
Men hvor det skønne ved demokratiet er, at der ikke er nogle forkerte holdninger, synes jeg, at man i de her tilfælde kan tillade sig at sige, at der er forkerte forventninger: Jeg er med på, at det kan virke letkøbt, hvis en politiker stiller sig op og siger, at han eller hun vil ændre en masse til højre og venstre inden valget, og bagefter undskylder sig med, at der ikke blev flertal for idéerne. Men det er jo sådan, politik fungerer: Man fremlægger sine visioner og kan derfra kun krydse fingre for, at man får samlet mandater nok til at gennemføre dem.
Idéen om lette løsninger, der ikke kræver ”snak”, er på samme måde et udtryk for rendyrket åndelig dovenskab: Forbyd dit, giv hårdere straffe for dat, og smid så dem ud, vi beslutter os for ikke at kunne lide. Så kan vi alle sammen koncentrere os om at hylde vinderen af Vild med Dans uden at have overbelånt vores tankevirksomhed ved at sætte os ind i de mere komplekse sammenhænge.
Men ”snak” – eller ”samtale” som Hal Koch kaldte det – er demokratiets fundament. Og tror man, at politikere kan træffe en rask beslutning, der får alt det irriterende til at gå væk med et trylleslag, bliver man skuffet og tilbøjelig til at beskylde politikerne for at være dårlige magikere. Det er jo nemmere at fnyse ”de er jo alle sammen fulde af løgn”, end at sætte sig ind i en sag, danne en informeret mening om hvem, der er tættest på sandheden eller kaste sig ind i kampen selv. Hvis man f.eks. mener, at dem der er i politik, er der for pengenes skyld, kunne man google lokalpolitikernes løn og måle den mod deres arbejdstid. Og hvis man mener, at alle politikere lyver, skulle man tænke på den gamle talemåde om, at vi har de politikere, vi fortjener, og overveje, om man har gjort sin demokratiske pligt og stemt på et ærligt menneske. Hvis en mand står på en bodega og bliver bedt om at vælge en øl og han snøvler ”det smager dårligt, det HELE!”, så ved man jo godt, det er ham, den er gal med. Så er det nok fordi, han ikke kan lide øl, eller ikke kan tåle mere og ophøjer sin følelse til en generel regel. På samme måde er folk, der synes den er gal med samtlige politikere nok primært mennesker, der ikke kan lide politik.
Og det er helt fair. Vi ophøjer bare ikke mennesker, der ikke kan lide fodbold eller jazzmusik eller indisk mad til en form for dissens, når de påberåber sig, at det er noget rigtig, rigtig dårligt. Vi erkender, at det er en smagssag, og at de menneskers sanser dårligt dækker lige de emner.
Den gode nyhed er, at der er hele fire år til næste lokalvalg. Fire år til at sætte sig ind i demokratiet og finde sig en favoritkandidat. Og fire år til at finde de rigtige forventninger til vedkommende. Hvis man vil: Det er jo kun, fordi demokratiet er grundstenen for vores samfund, at vi ser det som et problem, at mennesker melder sig ud af demokratiet. Men er man typen, der konstant smider om sig med perfiditeter og politikerlede bemærkninger i stedet for at danne sig et reelt politisk standpunkt, bør man overveje, om det er demokratiet eller en selv, den er gal med – og om man overhovedet bidrager til det.