Oplever kvinder uretfærdighed, er det ikke samfundets, men deres egen skyld. Det er budskabet i de enorme bunker selvhjælpslitteratur, kvinder læser. På den måde viderefører bøgerne århundreders kvindeundertrykkelse
10 år yngre på 10 uger”, ”Undskyld, dit liv venter på dig”, ”Slut fred med din krop” og ”Lykkelig uden grund”. Det er blot nogle af de selvhjælpsbøger, som kvinder – primært i alderen 30-45 år – konsumerer enorme mængder af. Hele 80 procent af dem, der læser selvhjælpsbøger, er kvinder. Flertallet af selvhjælpsbøger er også skrevet af og til kvinder. Gør bøgerne os friere og mere ligestillede? Nej. De gør os tværtimod overbeviste om, at vi skal rette på os selv, frem for på det samfund, vi lever i. Deres hyperpositive udgangspunkt er, at vi hver især – uanset livssituation – besidder ALLE muligheder for at leve et frigjort og lykkeligt liv. Så tror pokker, vi bliver skuffede, når vores ”indre gudinde” snubler over virkeligheden.
Nutidens form for kvindesocialisering
Jeg er ikke i tvivl om, at nogle selvhjælpsbøger rent faktisk støtter og inspirerer deres mange kvindelige læsere til at træffe sunde og modige valg, både privat, på arbejdet og i det sociale liv. Men læser vi for mange af dem, risikerer vi at ende i en tyk, grå tåge af narcissisme bygget på overbevisninger om, at man selv – og KUN en selv – er kilden til ens succes (og ulykke) og at det perfekte liv er det ultimative mål at stræbe efter. Selvhjælpsbøgernes heltindefigur er nemlig ALTID hende med den fede karriere, den tynde talje, det instagram-venlige hjem, den yndige familie, de vildeste orgasmer og det store, funklende smil. Oplever hun uretfærdighed, er det ikke samfundets, men hendes egen skyld. På den måde viderefører mange selvhjælpsbøger i princippet århundreders kvindesocialisering: De er formuleret som en ”hjælp”, men de ender, i værste fald, med at holde os fangne i præcis den kvindelige perfektionisme, som tidligere generationers kvinder har forsøgt at undslippe. De holde os også fangne i en politisk passivitet. For mens selvhjælpslitteraturen er fuld af såkaldt ekspertviden om, hvordan vi kan korrigere alle vores personlige fejl, er den ofte totalt blottet for koblinger til strukturelle fejl, altså fejl i de organisationer, politiske systemer og sociale rammer, vi lever i. Igen, meget liberalistisk. Og meget kontraproduktivt for de mange kvinder, der i forvejen har tendens til at hakke på sig selv, når hverdagen volder problemer.
Færre krav til os selv – flere til fællesskabet
Den efterhånden maniske jagt på det socialt attraktive, lykkelige og succesfulde liv udmatter selvfølgelig ikke kun kvinder, men også mænd. Det beskriver psykologiprofessor Svend Brinkmann meget præcist i sin nye bog ”Stå fast – et opgør med tidens udviklingstrang”. Brinkmann har aldeles ret i, at vi trænger til et opgør med selvhjælpen og den evindelige, narcissistiske ”kiggen indad” efter svar på spørgsmål, der oftest ligger uden for os selv – i det fællesskab, vi er en del af.
Som Brinkmann foreslår, kunne vi starte med at fyre vores coach, holde op med at mærke så meget efter i os selv, dvæle lidt ved fortiden og læse en roman – ikke en selvhjælpsbog. God plan. Kvinderne kunne, tænker jeg, passende starte med at dvæle ved 60’ernes og 70’ernes kvindekamp, som banede vejen for mange af de friheder, som både kvinder og mænd nyder i dag. Vi kunne også erstatte vores selvhjælpsbøger med f.eks. World Economic Forum’s ”Global Gender Gap Report 2013″. Rapporten viser, at der stadig er alvorlige problemer at rette op på – ikke i os selv, men i samfundet: Danmark ligger f.eks. på en 80.-plads, når det gælder antallet af kvinder i lederstillinger og en 39.-plads, hvad angår ligeløn. Det danske arbejdsmarked er, med andre ord, stadig stærkt kønsopdelt. Hvorfor ikke stille færre krav til os selv og flere til fællesskabet i form af en mere ligelig fordeling af barselsorloven? Mænd tager pt. kun 7,4 procent af den samlede barsel. Hvorfor ikke kræve tilstrækkeligt gode muligheder for sammenhæng mellem arbejds- og familieliv til at kvinder kan indtage flere lederstillinger? Og hvorfor ikke tage et kollektivt opgør med ”hverdagssexismen”? Hver femte kvinde oplever sexchikane på arbejdspladsen, hvilket bringer Danmark på en lummer førsteplads i hele EU. Vi behøver ikke tackle problemerne alene. Og vi behøver ikke gå ud og brænde vores bh’er af i gaderne for at sætte skub i forandringen. Vores selvhjælpsbøger brænder lige så godt, hvis ikke bedre.