Da Johan var lille, ønskede hans far ham langt væk. I dag ønsker hele samfundet ham langt væk. For Johan er tidligere alkoholiker, psykisk syg og kan ikke længere bidrage til samfundet. Alligevel gør han en forskel – en forskel som ingen ser.
Faderen løfter geværet. Han sigter. Først på sit ældste barn, Johan på ti. Så på sine to yngste på syv og tre. Og så igen på Johan. Børnene står foran ham på rad og række, paralyserede af skræk. Faderen sænker geværet igen, bander og sparker til noget legetøj, så det smadrer ind i væggen. Han går ud i køkkenet. ”I skal sgu lære at makke ret”, råber han, mens han sætter sig ved køkkenbordet og hælder resten af cognacflasken ned i halsen. De har leget og larmet for meget igen. Han hader børnene og deres moder og lader dem føle det ofte. Med våben, bank og hårde ord.
Faderen fandt ellers moderen sød og flittig før i tiden. Hun gjorde rent på det hospital, hvor han var indlagt en periode, og han friede til hende. Hun sagde straks ja. Han var en højt rangerende militærmand og et godt parti for en fattiglus som hende. Men nu – et godt stykke inde i deres ægteskab – er han blevet træt af hende og deres fælles afkom. De lever ikke op til hans forventninger om den disciplin, han står for i militæret. Derfor skal de afrettes. Han begynder at true både hende og dem med bank. I takt med et stigende drikkeri omsætter han truslerne til virkelighed. På den måde bliver de alle nyttige igen og holder hans hus.
Forsvar
Moderen forguder sine børn og prøver at forsvare dem, så godt hun kan. Men hun er lille og spinkel. Og faderen er stor og har et gevær. Som årene går, bliver det derfor Johan, der forsvarer moderen og sine to søskende. Han stiller sig foran dem for at afværge slag og trusler, begynder at gå til kampsport og arbejder målbevidst på at blive fysisk stærk. Da faderen en dag banker moderens hoved ned i køkkenbordet og brækker hendes fingre bagover, angriber Johan ham og slår ham ud. Senere, da faderen truer de små søskende, vrider Johan armene om på ham og holder ham fast. Faderen begynder at indse, at Johan, trods sine kun 17 år, er blevet stærkere end ham. Han lader geværet stå i skabet og skruer lidt ned for den fysiske vold. Men samtidig skruer han op for den verbale – mod Johan især. Ordene ”du skulle have været en plet på lagnet” har runget i Johans hoved, siden han var en lille dreng og end ikke forstod deres betydning. Nu håner faderen ham mere end nogensinde, helst i andres påhør. Med årene begynder Johan at tro faderens ord om, at han er uønsket og uduelig. At faderen er misundelig på Johans kløgt, ungdom og langt pænere ydre, går aldrig op for ham.
Arv
Som ung voksen sværger Johan ved sig selv, at han aldrig nogensinde vil blive som sin far. Men det lykkes ham kun delvist: Han skynder sig at få et job, så han kan flytte hjemmefra og hjælpe moderen og sine to søskende med at komme væk. Og da han midt i tyverne møder sit livs kærlighed, Mona, overøser han hende med kærlighed og omsorg. Det samme gør han med den datter, de får sammen. Han læser, uddanner sig og bliver en dygtig og efterspurgt håndværker. Men han og omgivelserne overser, at han har været et ”risikobarn” med behov for hjælp. Han gror til i mindreværd og selvhad. Og han fyldes af et mørke, der kun kan jages på flugt af Monas kærlighed – og alkohol. De to ting går trægt sammen. Da Johans drikkeri tiltager, beslutter Mona sig for at forlade ham. Imidlertid får Johan pludselig et nervesammenbrud og bliver indlagt på Skt. Hans Hospitals lukkede afdeling. Johan har på én gang mistet sin lillebror til kræft, sit job på grund af stilstand i byggebranchen og sit hjem og sine ejendele i en brand. Det knækker ham fuldstændig, og Mona vender tilbage til ham – af kærlighed og fordi hun ikke kan få sig selv til at sparke til en mand, der ligger ned. Alligevel bliver Johan stadig mere alkoholiseret og, som årene går, svært deprimeret og selvmordstruet. Han ender som førtidspensionist i en alder af 55, er i dag stærkt medicineret og forlader kun sit matrikelnummer, hvis han skal til lægen eller på hospitalet.
Respekt
Johan foragter sig selv for at være endt som en belastning for sin familie og for samfundet i dag. Han kunne rose sig selv for at have brudt den voldelige del af sin arv ved at forsvare sin mor og søskende, ved at elske Mona og sin datter og ved at have bidraget med store ting som håndværker. Men det gør han ikke. For han er ikke blandt de mønsterbrydere, vi hylder. Han er blandt de depressive drankere, vi håner – og som vi ønsker langt væk. Hvorfor Mona stadig er sammen med ham, kan du læse her: http://jyllands-posten.dk/debat/blogs/annikasmith/ECE7645326/%E2%80%9DJeg-opgiver-ham-sgu-ikke%E2%80%9D/. Hun fortalte mig Johans historie, fordi den er vigtig for at forstå hendes. Men også fordi den er vigtig for at forstå, hvorfor nogle mennesker, trods alle hensigter om modsatte, kører af sporet og fortjener respekt alligevel. Over en halv million danskere kæmper mod en psykisk sygdom i dag. Selvom det heldigvis kun er de færreste af dem, der har oplevet at have et geværløb for panden, har de alle en historie. En historie vi ikke kender. Deres mønsterbrud er muligvis usynligt og deres bidrag til samfundet utilstrækkeligt. Men lidt har også ret.