Kirkeminister Mette Bock skal tage et opgør med præster, der diskriminerer homoseksuelle – ikke forsvare dem.
Det var i juli 2017. Solen skinnede. Og jeg stod og fældede en glædeståre midt på gågaden i Tórshavn. Det var jeg ikke ene om: Hundredvis af mennesker omkring mig var lige så bevægede. Foran os på en scene stod nemlig en smuk dame, Jóhanna Sigurdardóttir, Islands første kvindelige statsminister og verdens første åbent homoseksuelle regeringsleder. Hun var inviteret til byen sammen med sin kone for at markere Færøernes ottende ”Pride” og første måned som en nation, hvor homoseksuelle par kan blive borgerligt viet. Og hendes ord om fremskridt – om at være på rette vej – trods modstand fra en kerne af religiøse politikere og præster, gjorde indtryk. At det var en homoseksuel (eks)regeringsperson fra Island og ikke en regeringsperson fra Danmark, som færingerne havde inviteret, var desuden sigende: Jeg bor i Danmark, men kommer oprindeligt fra Færøerne. Og jeg har lagt øre til mange danskere, der, ofte med rette, har kritiseret Færøernes behandling af homoseksuelle. Kritikken har næsten altid været fulgt af selvros over, at Danmark er bedre til at tolerere homoseksuelle end mine åbenbart ”oldnordiske” landsmænd. ”Vær ikke et uland”. ”Ret ind efter dansk lovgivning”. ”Følg det bedste (underforstået ”danske”) eksempel,” har jeg hørt flere sige på lettere nykolonialistisk facon. Og det har været svært at tage seriøst. For selvom jeg har delt deres bekymring over situationen på Færøerne, er Danmark ofte sakket bagud i forhold til andre lande, hvad angår ligestilling af homoseksuelle, tidligere også sammenlignet med Island. Det samme vidner den nuværende modstand mod homovielser om:
Homoseksuelle i Danmark har jo siden 2012 haft juridisk ret til at blive gift i kirken. Men ifølge TV 2’s nylige rundspørge vil hver femte danske præst slet ikke vie homoseksuelle par. Og paragraf 7a i loven om medlemskab af folkekirken, kirkelig betjening og sognebåndsløsning tillader dem endda at smække kirkedøren i for homopar, der vil giftes. At præsterne lønnes af staten, og at vielsen i folkekirken er et borgerligt hverv, som kirken varetager på vegne af staten, gør kun sagen værre. Ifølge TV 2 har en homoseksuel kristen mand fra Viborg f.eks. fået hele 16 afslag fra forskellige præster på at blive gift med sin elskede. Ikke desto mindre legitimerer kirkeminister Mette Bock (LA) præsternes diskriminerende praksis med ord om, at ”Vi har en … meget rummelig folkekirke, hvor der skal være plads til forskellige standpunkter”. Tilsvarende ord bruger hun også om TV 2’s afsløringer af, at hver ottende mandlige præst er imod kvindelige præster: Det ”skal der også være plads til i den danske folkekirke”, mener hun.
Plads? Rummelighed? Min bare …
De positive ord dækker ikke over andet end frygt for at tage et opgør med den del af præstestanden, der hænger fast i fortiden og diskriminerer i religionens navn.
Efter sigende deltog en tredjedel af de adspurgte præster i TV 2’s rundspørge om homovielser. Det kan derfor samlet set være mindre – eller mere – end hver femte præst, der ikke vil udføre dem. Hvad hvis det var hver fjerde eller hver tredje? Hvor grænsen for den såkaldte rummelighed går for Mette Bock, vides ikke. Men for mig ligger den fast: Vi skal ikke tillade diskrimination i det offentlige, hverken på Færøerne eller i Danmark. Derfor bør LGBT’s bøn om at få fjernet paragraf 7a også blive hørt. Nu. Ellers er den religiøse del af Danmark jo ikke mindre oldnordisk end den religiøse del af Færøerne, der vender ryggen til Jóhanna Sigurdardóttir og hendes kone på en scene i Tórshavn en julidag i 2017.
Jeg håber, at de danskere, jeg taler med om homorettigheder fremover, tager lige så skarp afstand som jeg fra hyklerisk politikersnak om ”plads” og ”rummelighed” i folkekirken, så længe lovgivningen sikrer det stik modsatte. Og jeg håber, de vil pege fingre ad Mette Bock, før de peger fingre ad mit barndomsland. Ingen af os er et uland. Og vi kan begge lære af det bedste eksempel.