På 10 timers flyvetur med Danmarks svar på Donald Trump.
Allerede i check-in-køen til flyet sydpå lagde min kæreste og jeg mærke til ham: En fyr i sort træningsdragt, hvid kasket, blå sneakers og selvlysende ego. ”Kasketten” (lad os kalde ham det) fik god og tålmodig behandling af personalet på trods af, at han både havde lavet en fejl i sin booking og efterfølgende var ved at komme for sent til boarding af flyet. Men den tålmodige omsorg fra personalet overfor ham og hans kæreste virkede tilsyneladende ikke formildende på hans, åbenbart, temmelig kortluntede personlighed: Eftersom Kasketten og Co. blev placeret på en sæderække skråt over for os ombord på flyet, så vi, med en vis forhåndsbekymring, hvordan han rejste sig, satte sig og rejste sig igen og igen for at finde nogle stewardesser, han kunne kaste sine i-landsproblemer efter: Serveringen gik ham, så vidt vi kunne se, på. Og flyets ustabile internetforbindelse gik ham højlydt på: Råbende og med aggressivt løftede pegefingre gjorde han det klart for personalet, at han med de 18.000 kroner han havde betalt for sin egen og kærestens ferie, havde krav på internetforbindelse. Da en lille medpassager på godt og vel 8 måneder to rækker længere fremme begyndte at græde, fik det Kasketten til at fare i flint. Han forlangte to nye sæder i en baby-fri zone af kabinen. Og da personalet gjorde opmærksom på, at alle pladser i flyet var optaget, truede han med en skriftlig klage til flyselskabet.
Fuckfinger
End ikke en personlig undskyldning fra kaptajnen kunne få Kasketten til at falde ned. Han lod i stedet sin frustration gå ud over den grædende babys forældre: ”Få så den unge til at holde kæft! Nu! Hører I, hvad jeg siger?”. Og ja, høre ham gjorde vi alle. Fra den ene ende af flyet til den anden. Da flypersonalet slukkede lyset ”for natten” og langt de fleste var faldet i søvn, begyndte babyen at græde igen. Min kæreste og jeg blev ikke vækket af babyen, men vi røg til gengæld – ligesom alle øvrige passagerer – næsten op i iltmaskerne af chok, da Kasketten rejste sig fra sit sæde og piftede helt afsindigt højt … !?!? … ad babyen og forældrene. Han stirrede truende på dem, kiggede derefter ned på sin kæreste og knurrede så: ”De ødelægger min fucking tur. Jeg har sgu lyst til at smadre dem alle sammen”. Kæresten sagde ikke meget. Måske fordi hun vidste, at det ikke ville hjælpe meget: Da vi andre bad ham om at dæmpe sig, fik vi et ironisk ”Må jeg LIGE have lov at være her” og en slet skjult fuckfinger tilbage.
Narcissistisk bundniveau
At opleve problemer med en selvisk medpassager er selvfølgelig en bagatel, når man er på vej mod en rar ferie i troperne. Men selvom Kasketten heldigvis ikke smadrede nogen i bogstavelig forstand, kan jeg ikke glemme ham og det ironiske i, at hans evne til behovsudsættelse lå på linje med det spædbarn, hvis gråd han klagede over. Kasketten havde muligvis en personlig brist. Men han fremstod uanset som symptom på en, synes jeg, trist trend: At man overlader opgaven med at skabe fællesskab, hensyn og social rummelighed til andre. Behandler andre som en trussel mod (og ikke en forudsætning for) ens egen udfoldelse. Og gør det, fordi man har fået det ind med individualismens modermælk og ikke ved bedre.
En skolelærer jeg kender – og som har undervist børn i en menneskealder – fortalte mig eksempelvis forleden, at hun og hendes kollegaer i dag bliver nødt til at bruge uforholdsmæssig meget tid på at lære Danmarks mindste borgere, hvad det indebærer at være en del af et fællesskab. Ligesom flere forældre kan have svært ved at forstå, at lige netop deres barn ikke skal have særbehandling.
Jeg konkluderer måske for meget ud fra ét møde med en type som Kasketten, når jeg siger, at vi på ganske få år er rykket helt ned ad individualisme-stigen og har nået et narcissistisk bundniveau. Men ikke desto mindre: At bidrage til fredelig sameksistens – hvad enten det er i et momentant mikro-fællesskab i et fly, eller i samfundets makrofællesskab – er ikke længere comme il faut. At klage over hinanden, dytte, pifte og råbe, overhale indenom, springe over og skubbe til hinanden er til gengæld. Psykolog og forfatter Svend Brinkmann har sagt, at ”engang var politisk korrekthed at vise hensyn, nu er det at være hensynsløs” og ”det der engang var almindelig medmenneskelighed, er nu blevet til blødsødenhed og mangel på forståelse for verden, som den angiveligt er”. Det er sandt. Fællesskabet er blevet en floskel i mange øjne. Vi er på vej til at være ”splittet op i utallige fraktioner og enheder, som har hver vores styring og selvforståelse”. Og det er totalt trendy.
Air Force One
Jeg ved, at det at have en grædende baby siddende ved siden af sig i et fly kan være lidt af en prøvelse. Men Kasketten endte på grund af sin selviske opførsel med at være ti gange mere larmende end den baby, hvis larm han klagede over. Hvad havde han forestillet sig? At forældrene skulle have kvalt babyen? Taget batterierne ud af den? Jeg ved det ikke. Jeg ved bare, at vi på sin vis var i samme båd på flyet sydpå, ligesom vi er det som samfund. Og det kræver, går jeg ud fra, fortsat, at vi deler pladsen, viser hensynet, udviser tålmodigheden og rummer hinanden, også når andre irriterer en. Alternativet kan jeg slet ikke se. Eller måske ønsker jeg ikke at se det. For jeg må indrømme, at narcissistiske jeg-smadrer-jer-allesammen-typer som Kasketten er kommet på mode, mens jeg vendte min bløde side til. Det værste er måske, at netop hans krav om ekstra opmærksomhed, mere plads, særbehandling, fritagelse fra reglerne, normerne og fællesskabet – ja krav om ALT på bekostning af andre – kan føre til en stor karriere. Har han dobbelt statsborgerskab, kan han måske blive Donald Trumps efterfølger, få sit helt eget Air Force One-fly og rejse rundt komfortabelt fri for alle de irriterende ”andre” i verden. Har han ikke, kan han kappe toppen af egoet og nøjes med måske at blive Danmarks næste statsminister. Vælgerpotentialet kan meget vel være tilstede.