Kære Danske Bank
Det her brev er svært for mig at skrive. For du og jeg har jo holdt sammen i over 20 år, og jeg har aldrig haft andre end dig. Jeg husker den første gang, vi mødtes over min lønseddel og siden blev en del af hinandens liv. Du gav mig mit første lån, da jeg skulle flytte hjemmefra. Og du viste forståelse, dengang jeg var ung, uforsigtig og havde nogle overtræk i træk. Da jeg blev arbejdsløs, satte du også afdragene på mit lån i bero, til jeg fik job igen. Så jeg har meget at takke dig for. Og omvendt! Mit parti og jeg bakkede jo eksempelvis op om bankpakke 2 for at redde dig ud af den finanskrise, som du og din sektor ellers selv havde bidraget til med spekulation, overdreven risikovillighed og udlån af for mange penge uden dækning. Jeg har bagefter fået at vide, at din bankpakke var ”Danmarkshistoriens største tyveri”. Og økonomiprofessor Tom Engsted har fortalt mig, at staten ”gamblede med skatteydernes penge uden at kræve et rimeligt ’risikojusteret’ afkast i betaling”.
Men hvad vidste jeg? Du fortalte mig, at du ville bryde sammen, hvis ikke du fik præcis den pakke, du bad om – og jeg lukkede nok naivt øjnene for, at dine aktionærer tjente ufortjent mange milliarder på grund af den. I hvert fald sagde jeg ikke fra.
Derfor kommer det nok som et chok, når jeg nu fortæller dig, at jeg forlader dig og ikke vil finde mig i din etiske utroskab mere. Hvad snakker jeg om, spørger du måske? Ja, hvad tror du?! Jeg snakker selvfølgelig om det, du har rendt rundt og lavet i Estland. Om dine fire konti, som det brutale regime i Aserbajdsjan i 2012-14 sendte 18 milliarder igennem for bl.a. at bestikke politikere, embeds- og mediefolk. Hvorfor i himlens navn har du ikke sagt noget? Hvorfor er det først nu, i 2017, når du afsløres af medierne, at du indrømmer at have brudt hvidvaskreglerne ved ikke at gribe ind? Hvad er det for noget svineri? Og hvem tror du, du narrer her? Det er jo ikke første gang, du forholder mig sandheden:
Jeg ved alt om din investeringsaffære med selskabet HeidelbergCement, der er i strid med international ret samarbejdede med israelske bosættere på den palæstinensiske Vestbred. Det er heller ikke mere end et halvt år siden, at du og din ven Nordea lod kriminelle netværk hvidvaske milliarder gennem jeres konti. Og ikke nok med det: Da du i 2013 blev pinligt afsløret i intim finansiel omgang med atomvåbenproducenter, droppede du dem igen og lovede mig bod og bedring. Du lavede en ”sortliste” over 27 firmaer, som du af etiske grunde ikke ville investere i fremover, og jeg blev så glad. Men hey! Dagen før vi skulle fejre min 41 års fødselsdag, kunne jeg så læse i bladene om hende din nye digitale dulle: Investeringsplatformen ”June”. Gennem hende investerer du åbenbart alligevel i 14 af dine sortlistede firmaer. Firmaer som bl.a. producerer atomvåben, klyngebomber og landminer og som beskyldes for brud på arbejds- og menneskerettighederne. Tænk at du kan se dig selv i øjnene?
Det siges, at man kan grine hele vejen til banken. Hvor du griner hele vejen til nu, ved jeg ikke. Men det må være et mørkt sted blottet for etik og moral. Hvad du ellers kan have begået bag min ryg, tør jeg ikke tænke på. Jeg væmmes ved tanken om, at du har haft din ene hånd langt oppe i min privatøkonomi og befamlet mine finanser, mens du med din anden har flettet fingre med diktatorer, kriminelle netværk, skattely, israelske bosættere og bombemagere. Derfor siger jeg farvel. Og det nytter ikke noget at ringe til min mor, for hun gør det samme. Hils min søde rådgiver René og sig, at jeg vil savne ham og ville ønske, jeg kunne tage ham med. For Danske Bank, du er en slyngel. Og jeg – og alle andre – fortjener en bank bedre end dig.