”Jeg mener … fem børn. Hvor heldig er jeg lige?” spurgte han med et glimt i øjet. Heldig. Meget heldig, tænkte jeg.
Jeg mødte ham – Morten – til en fødselsdag hos nogle venner. Stuen var fuld af børn, lagkagen var syndig, og humøret var højt. Jeg kendte nærmest ingen og havde slået mig ned på en stol ved siden af ham. Godt træk. For Morten havde, fremmedfiltret mellem os til trods, så venligt og uhøjtideligt et væsen, at vi hurtigt faldt i en ret så personlig snak: Da jeg spurgte ham, om nogle af de tilstedeværende børn var hans, pegede han over på en seksårig pige med fletninger: ”Jeg har to unger mere ud over hende – og tvillinger på vej”. Han smilede og glædede sig tilsyneladende MEGET til familieforøgelsen trods sine 49 år og til tider krævende job. For da jeg spurgte, hvordan han havde det med tanken om fem børn, svarede han:”Fantastisk! Når jeg inden længe går ned ad gaden med min kæreste og mine fem børn, vil jeg vide, at jeg har fyldt masser af kærlighed og uforudsigelighed i mit liv og vide, at … min pik ka’ sgu noget.Jeg mener … fem børn. Hvor heldig er jeg lige?”. Han stillede selvfølgelig spørgsmålet retorisk og med et stort glimt i øjet, men alligevel. Jeg tænkte først, at Morten var heldig. Endog meget heldig. Og tog så mig selv i at blive paf. Ikke over at et spritnyt bekendtskab smed sine ædlere dele så gavmildt ind i vores jomfrusamtale, men over at have mødt en af de, for min tid, sjældne: En dansk mand som forbandt en børneflok på fem med noget ufarligt og ubetinget ønskeligt i et land med en fødselsrate på 1,79 og en befolkning med en vel efterhånden temmelig tøvende og kompliceret tilgang til det at få børn. Jeg blev nysgerrig.
Tillykke!
… udbrød jeg spontant begejstret. I en tid hvor det perfekte liv og den uhindrede, personlige frihed efterstræbes som de mest ophøjede idealer, synes familiære forpligtelser, sociale bånd og børn jo at være blevet en skræmmende og snærende sag for mange. Dog, hvis det samtidig passer (som statistikkerne siger), at 76 procent af danskerne føler, at familien har størst betydning, når det handler om at leve det gode liv og føle sig lykkelig, burde vi vel ikke få så få børn, ej heller tøve så længe med at få dem, som vi generelt gør. Men tøve gør vi – som fornuftsdyr fanget i et parringsparadoks. Morten lod til at have samme fornemmelse: ”Når jeg fortæller folk, at jeg er på vej mod de fem børn, sker der én af to ting: De gør som du og siger enten tillykke. Eller også siger de shit – med lige dele medlidenhed og skepsis i blikket. Det handler måske om deres egen frygt. Om at tanken om det, man ”mister ”som forælder, overskygger tanken om alt det fuldstændig vidunderlige, man får. Men jeg er ikke børnebange. Tværtimod. Havde jeg ikke børn, ville jeg jo gå rundt med hovedet oppe i min egen røv hver dag og være den vigtigste person i mit liv. Nej tak.”
Jeg tænkte over Mortens ord. For selvom han talte for sig selv, var han interessant på en forfriskende uforfærdet og lidt retroagtig måde: For tidligere generationer virkede det jo knap nok til at have været et spørgsmål, om man skulle have børn. Det var højst et spørgsmål om, hvor mange flere man skulle have oveni de to-tre. Min egen oldemor fik eksempelvis tretten børn og min mormor fik elleve. Det var selvfølgelig også i post-præventive tider (og, for mine formødres vedkommende, i den færøske og ikke danske del af riget) men alligevel. Der er sket et kæmpe skift fra dengang til nu – som er vi gået fra storfamilie til stort spørgsmålstegn. I hvert fald venter vi som bekendt længe, også ofte for længe, med at afgøre om og hvornår, vi vil have børn i dag: Rundt regnet hver syvende danske kvinde og hver femte mand oplever aldrig at få børn – dette til trods for, at langt størstedelen (90 procent) af os tilsyneladende gerne VIL have børn. Ifølge Søren Ziebe, tidl. formand for Dansk Fertilitetsselskab, er hvert tiende barn (!) imidlertid undfanget på en fertilitetsklinik i dag, fordi især mændene ”ofte ikke er klar til at binde sig og stifte familie, når det begynder at haste for kvinderne, som så kan være tvunget til at vælge fertilitetsbehandling for overhovedet at få børn”. Jeg går ud fra, at singler og homo-par også hiver tallet godt op, men alligevel. Som kvinde uden børn har jeg i årevis haft omverdenen stående parat til at fortælle mig, at det var ”min slags”, der alene bar skylden for det dalende fødselstal, fordi (jeg) vi efter sigende satte karrieren før kernefamilien og var ALT for kræsne, når det gjaldt valg af mænd. Mændenes tøven har aldrig rigtig været anerkendt som del af forklaringen. Men lige meget:
At yngle er i hvert fald blevet kringlet
Jeg er ikke i tvivl om, at både mænd og kvinder i min og yngre generationer venter og tøver, fordi vi har gode og personlige grunde. Fordi vi har flere og friere valg, og fordi andre livsformer end kernefamilien er blevet legitime. Fordi vi er blevet opfordret til at tage en uddannelse og blive økonomisk uafhængige før alt andet. Fordi vi måske ligger under for den illusion at alt – den perfekte partner, det perfekte parforhold, den perfekte bolig og den perfekte følelse i kroppen – skal være på plads inden. Eller fordi vi slet og ret har været usikre på, om vi ville slå til som forældre. Selv har jeg ventet med børn af den simple grund, at jeg længe tvivlede på, om jeg ville blive en god nok mor. Jeg tvivlede også på, om jeg ville finde kærligheden og møde en mand, der ville blive en god nok far. Uanset, så er vi jo i dag blevet ferme til at sikre os selv økonomisk og materielt, alt imens vores evne til at sikre os selv emotionelt og socialt – og mod ensomheden både som unge og gamle – halter. Bl.a. derfor synes jeg også, at sådan en som Morten er heldig. Han bliver jo næppe nogensinde ensom. Og, som han siger: “Børn har det med at være højt elskede og det hele værd, når først de er her”.
Misforstå mig ikke: Når det kommer til at få børn, er der i mine øjne ikke noget rigtigt eller forkert. Mange lever jo rigtig fint uden for børneland. Og ingen bør høre for at have valgt at få ét barn, fem, flere, eller slet og ret nul. Ingen bør heller presses til børn, hverken af partneren, medierne eller af samfundet – og så slet ikke af de politikere, der, i konkurrencestatens navn, kræver, at vi skal arbejde mere OG få flere børn samtidig, uagtet at den kombination er svær for mange, når arbejdsmarkedet ikke er mere familievenligt og fleksibelt indrettet, end det er. Hvis man samtidig i medierne og omgangskredsen nærmest udelukkende hører om alle de sjove ting i livet, som børn sætter på stand-by … om gråden, lortebleerne og de utallige søvnløse nætter; om skiftet fra ”Madman” på sin arbejdsplads til madpakke for sin baby; om alle de sexliv, der lægges i koma landet over og alle de parforhold der ”post børn” ender som triste tal i skilsmissestatistikkerne … så begynder man da også at forstå tvivlen. Selv støtter jeg mig til tanken om, at et barn kan gøre et godt forhold bedre og et dårligt forhold værre. Men jeg aner jo ikke, hvad jeg taler om, og det er hér Morten-typerne kommer ind. Med viden. Og med den positive og ualmindeligt tiltrængte historie til mennesker der, som jeg, hurtigt kan blive lidt for kloge af andres børneskade: ”Når jeg i fremtiden råber ”aftensmaaad!” kommer der fem børn løbende fra fem forskellige retninger med store og små behov, som jeg skal forholde mig til. Hver dag. Det gør mig glad og stolt at tænke på. For de ”tager” jo ikke min tid. De minder mig kun om, at jeg skal bruge min tid på det, som er væsentligt. Ja gu bliver det en udfordring at holde liv i forholdet til min kæreste. Det bliver i hende, i kærestedelen, jeg skal lægge det største og mest bevidste arbejde. Så problemerne tages i opløbet og romantikken består. Det bliver sikkert hårdt i perioder, men altså. Hun er dejlig. Og SÅ farlige er børn jo heller ikke.” Go’ Morten. Hans opfordring til sine medmænd var da heller ikke til at tage fejl af:
”Kom. Bare kom. Hvis du kan og mens tid er”
Præcis. Én ting er jo at vente. Noget andet er jo virkelig at VILLE, men ikke kunne få børn. Fordi man ikke møder en, der siger ja. Eller fordi man har en fertilitet, der på barsk og uretfærdig vis siger nej. Det er især i mødet med de sidste, man indser sin egen chance. Og i mødet med Morten, man husker at gribe den. Om jeg selv når at få bare ét barn, før klokken slår midnat i mine egne æggestokke, ved jeg ikke. Men jeg krydser fingre for, at de stadig ”ka’ noget”.