Kronik af Annika Smith og Holger K. Nielsen bragt i Jyllands-Posten den 27/9-2007
Et samarbejde med torturstater er en bombe under demokratiet og de internationale menneskerettigheder, skriver dagens to kronikører.
Politiets efterretningstjeneste, PET, fyrer for tiden op under det ene vidtrækkende initiativ på terrorbekæmpelsesområdet efter det andet: Privat telefon- og mailregistrering foretaget af teleselskaberne, universiteternes indrapportering af ekstremt tænkende, stilskiftende og lidt for religiøst interesserede studerende etc., er drastiske indgreb i danskernes privatliv. Dem må man med rette diskutere både effektiviteten, legitimiteten og nødvendigheden af.
Det er stramninger, vi skylder os selv at tage nøje stilling til. Men en ting er, hvad vi vælger at være for eller imod af terrorbekæmpende foranstaltninger, som går ud over os selv.
Noget andet er, hvad vi vælger at være for eller imod, som går ud over andre. PET vil til at indlede samarbejde med en række stater i Nordafrika og Mellemøsten, der er kendt af internationale menneskeretsorganisationer for at bruge grov tortur og nedværdigende behandling af fanger under forhør. Det ønske kom frem under en tale holdt af PET’s chef Jacob Scharf på Københavns Universitet i sidste uge og vil, hvis det bliver gennemført, betyde, at Danmark indirekte kommer til at medvirke til tortur af terrormistænkte fanger i stater som Syrien, Jordan, Egypten og Irak.
Til trods for at sådan et initiativ kan få alvorlige konsekvenser for de demokratiske og retlige principper for borgere uden for Danmarks grænser, skal det, hvis det står til den handleivrige PET-chef, gennemføres nu, for som han siger, så kan vi: »?ikke blot sige, at der er en række praktiske og juridiske problemer, der gør, at vi ikke kan samarbejde med disse lande« (Citeret fra Politikens netavis 13/09).
Jamen, hvis det ikke lige er de praktiske og juridiske problemer, der alarmerer, er der så ikke en række alvorlige etiske problemer med det foreslåede samarbejde, der gør? Det mener vi bestemt, der er.
Det kan forurolige os, at vores private telefonsamtaler, breve og rejser bliver registreret som led i den samlede præventive terrorbekæmpelse. Men vi vil slet ikke kunne leve med en viden om, at danskernes sikkerhed delvist søges opretholdt ved at torturere og pine Youssef, Mahmoud, Nadia og hundredvis af andre uskyldige mennesker i Irak, Syrien og Egypten i jagten på tilståelser fra formodede terrorister – og at dette skal foregå med PET’s og Danmarks accept.
Regeringens stramning af terrorlovgivningen, den øgede overvågning af borgerne og PET’s stadig større ansvarsfrihed fra de danske domstole, virker nærmest som en bagatel i forhold til et dansk efterretningsmæssigt samarbejde med ovennævnte lande, hvor politi og efterretningstjenester selv fungerer som torturbødler. Elektrochok, seksuel ydmygelse, voldtægt, afrivning af fingernegle, gennemtævning i iskolde rum, forvridning af lemmer og pisk er blot nogle af de forhørsmetoder, der tages i brug i disse stater i vidt og veldokumenteret omfang.
At begynde at acceptere menneskelig lemlæstelse som et mere end sandsynligt risikoelement i vores kamp for friheden fra terror bringer os lige lukt ned på terroristernes niveau. Indirekte medvirken til tortur og anden nedværdigende behandling af fanger uden for Danmarks grænser kan umuligt være det nutidige svar på præventiv terrorbekæmpelse. Tværtimod vil det rive de demokratiske og menneskeretlige principper, vi har bygget op over århundreder, itu. Det kan ikke under nogen omstændigheder være i danskernes interesse at synke så lavt.
Det kan virke indlysende, at et større efterretningsmæssigt netværk af nordafrikanske og mellemøstlige stater åbner nye muligheder for optrevling af danske terrorsager, hvis spor fører tilbage til de ”lokale” oplysninger, som de pågældende lande ligger inde med. Men der kan hverken være tale om opnåelse af nogen efterforskningsmæssigt værdifulde eller etisk forsvarlige tilståelser, når de er frembragt under tortur.
Udsat for tortur vil enhver tilstå hvad som helst med det resultat, at skyldige går fri. Efterretnings- og politisamarbejde på tværs af landegrænser er naturligvis vigtigt at opbygge for at beskytte os selv, vores demokrati og vores ret til et liv i tryghed. Men vi skal trods alt ikke gøre det ved hjælp af udemokratiske midler, et ”ja tak” til tortur og en underminering af selvsamme ret andre steder i verden. Vi bliver nødt til at afstå fra samarbejde med stater, der på så åbenlys og grov vis vælger at overtræde menneskerettighederne og har mistet al legitimitet i deres egne borgeres øjne.
Sagt med respekt for PET’s vurderinger generelt set, så virker PET’s håb om at omgå torturproblemet ved at definere klare betingelser for et samarbejde med de garvede torturstater naivt, som tingene ser ud nu. Danmark alene kan næppe via en aftale sikre sig imod deltagelse i en illegal praksis, som hele FN, sammen med menneskerettighedsorganisationer verden over, har brugt årtier på at bekæmpe og få gjort illegal.
Et PET-samarbejde med torturstater ligger langt fra Danmarks øvrige foregangsrolle indenfor torturbekæmpelse. For at nævne et par eksempler, så giver regeringen støtte til International Rehabilitation Council for Torture Victims (IRCT), der har hovedsæde i København. IRCT er en af to initiativtagere til et treårigt EU-støttet program lanceret i februar 2007, der, med udgangspunkt i netop lande som Syrien og Egypten, skal bidrage til forebyggelse af brugen af tortur i kampen mod terror. At give støtte til bl.a. dette projekt via IRCT og EU og samtidig underminere IRCT’s arbejde ved at sige ja til et PET-samarbejde med torturbødlerne vil ikke kun være paradoksalt – det vil også være det rene spild af danske skatteyderes penge og en hån imod de torturofre i Syrien og Egypten, vi foregiver at hjælpe.
IRCT’s danske moderorganisation, Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre (RCT), har netop holdt en internationalt rost konference i Jordan med støtte fra Det Arabiske Initiativ – og dermed igen fra regeringen selv – om forebyggelse af tortur i fængsler i mellemøstlige og nordafrikanske stater. Her deltog ikke bare menneskerettighedsorganisationer og eksperter fra hele verden, men også FN’s specialrapportør for tortur og FN’s menneskeretshøjkommissariat, UNOHCHR. Det er lysende samarbejdsmæssige initiativer som disse, som Danmark ikke kun skal kendes udadtil for at fostre, men som vi også skal ære og leve op til selv i stedet for at lade PET kaste en mørk skygge over dem.
FN’s komité mod tortur har i sin seneste rapport (maj 2007) givet Danmark positive ord med på vejen for vores efterlevelse af FN’s konvention mod tortur. Dog anbefaler komitéen, at Danmark sikrer overholdelse af konventionens artikel 3 vedrørende overdragelse af personer til andre lande, hvor der er mistanke om, at de efterfølgende udsættes for tortur.
Den løftede pegefinger kommer tydeligvis af de alvorlige påstande – affødt især af dokumentarfilmen ”Den Hemmelige Krig” – om danske troppers overleveringer af afghanske fanger til mishandling i amerikansk militærs varetægt. Ved at afvise oppositionens krav om en uvildig undersøgelse af den sag skyder statsministeren sig selv i foden. Statsministeren kan undgå at skyde sig selv i begge fødder ved at bremse PET’s planer om samarbejde med nordafrikanske og mellemøstlige torturstater.
Afghanistan-sagen er ikke den eneste sag, der vidner om, at statsministeren allerede bevæger sig nær kanten af det forsvarlige i krigen mod terror. Anklager fra menneskeretsorganisationer som Amnesty International om dansk involvering i CIA’s arbejde med hemmelige fængsler – herunder CIA’s brug af dansk luftrum til transport af terrormistænkte fanger til lande, hvor man systematisk benytter tortur og mishandling under afhøringer – hober sig som bekendt op.
Når statsministeren ikke engang har ønsket at imødekomme oppositionens krav om en kulegravning af den sag, så er PET’s initiativ intet mindre end et yderligere syvmileskridt udi menneskerettighedernes ingenmandsland for statsministeren og for Danmark.
Et efterretningsmæssigt samarbejde med stater som Egypten, Syrien, Irak og Jordan er at vende det blinde øje til tortur. Det vil SF ikke være med til og sammen med Enhedslisten, Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre har vi derfor rejst sagen over for justitsminister Lene Espersen i Folketingets retsudvalg.
Vi håber, at ministerens svar vil udtrykke et klart nej til et dansk samarbejde med torturstater og en vilje til en alternativ og mere konstruktiv vej inden for terrorbekæmpelse, der understøtter kampen for demokrati og menneskerettigheder i Danmark, såvel som resten af verden. Skal justitsministeren trække en naturlig grænse for PET’s beføjelser og udstikke en ansvarlig retning for Danmarks medvirken i international terrorbekæmpelse, der gør, at man stadig kan se sig selv i øjnene som borger i Danmark, er nu et virkelig godt tidspunkt.
At åbne op for et samarbejde vil ikke kun udgøre et praktisk eller juridisk problem – det vil være en bombe under det demokrati, den kamp for de internationale menneskerettighederne og den respekt for forbudet mod tortur, som man kender Danmark bedst for.
Et samarbejde med torturstater er en bombe under demokratiet og de internationale menneskerettigheder, skriver dagens to kronikører.
Politiets efterretningstjeneste, PET, fyrer for tiden op under det ene vidtrækkende initiativ på terrorbekæmpelsesområdet efter det andet: Privat telefon- og mailregistrering foretaget af teleselskaberne, universiteternes indrapportering af ekstremt tænkende, stilskiftende og lidt for religiøst interesserede studerende etc., er drastiske indgreb i danskernes privatliv. Dem må man med rette diskutere både effektiviteten, legitimiteten og nødvendigheden af.
Det er stramninger, vi skylder os selv at tage nøje stilling til. Men en ting er, hvad vi vælger at være for eller imod af terrorbekæmpende foranstaltninger, som går ud over os selv.
Noget andet er, hvad vi vælger at være for eller imod, som går ud over andre. PET vil til at indlede samarbejde med en række stater i Nordafrika og Mellemøsten, der er kendt af internationale menneskeretsorganisationer for at bruge grov tortur og nedværdigende behandling af fanger under forhør. Det ønske kom frem under en tale holdt af PET’s chef Jacob Scharf på Københavns Universitet i sidste uge og vil, hvis det bliver gennemført, betyde, at Danmark indirekte kommer til at medvirke til tortur af terrormistænkte fanger i stater som Syrien, Jordan, Egypten og Irak.
Til trods for at sådan et initiativ kan få alvorlige konsekvenser for de demokratiske og retlige principper for borgere uden for Danmarks grænser, skal det, hvis det står til den handleivrige PET-chef, gennemføres nu, for som han siger, så kan vi: »?ikke blot sige, at der er en række praktiske og juridiske problemer, der gør, at vi ikke kan samarbejde med disse lande« (Citeret fra Politikens netavis 13/09).
Jamen, hvis det ikke lige er de praktiske og juridiske problemer, der alarmerer, er der så ikke en række alvorlige etiske problemer med det foreslåede samarbejde, der gør? Det mener vi bestemt, der er.
Det kan forurolige os, at vores private telefonsamtaler, breve og rejser bliver registreret som led i den samlede præventive terrorbekæmpelse. Men vi vil slet ikke kunne leve med en viden om, at danskernes sikkerhed delvist søges opretholdt ved at torturere og pine Youssef, Mahmoud, Nadia og hundredvis af andre uskyldige mennesker i Irak, Syrien og Egypten i jagten på tilståelser fra formodede terrorister – og at dette skal foregå med PET’s og Danmarks accept.
Regeringens stramning af terrorlovgivningen, den øgede overvågning af borgerne og PET’s stadig større ansvarsfrihed fra de danske domstole, virker nærmest som en bagatel i forhold til et dansk efterretningsmæssigt samarbejde med ovennævnte lande, hvor politi og efterretningstjenester selv fungerer som torturbødler. Elektrochok, seksuel ydmygelse, voldtægt, afrivning af fingernegle, gennemtævning i iskolde rum, forvridning af lemmer og pisk er blot nogle af de forhørsmetoder, der tages i brug i disse stater i vidt og veldokumenteret omfang.
At begynde at acceptere menneskelig lemlæstelse som et mere end sandsynligt risikoelement i vores kamp for friheden fra terror bringer os lige lukt ned på terroristernes niveau. Indirekte medvirken til tortur og anden nedværdigende behandling af fanger uden for Danmarks grænser kan umuligt være det nutidige svar på præventiv terrorbekæmpelse. Tværtimod vil det rive de demokratiske og menneskeretlige principper, vi har bygget op over århundreder, itu. Det kan ikke under nogen omstændigheder være i danskernes interesse at synke så lavt.
Det kan virke indlysende, at et større efterretningsmæssigt netværk af nordafrikanske og mellemøstlige stater åbner nye muligheder for optrevling af danske terrorsager, hvis spor fører tilbage til de ”lokale” oplysninger, som de pågældende lande ligger inde med. Men der kan hverken være tale om opnåelse af nogen efterforskningsmæssigt værdifulde eller etisk forsvarlige tilståelser, når de er frembragt under tortur.
Udsat for tortur vil enhver tilstå hvad som helst med det resultat, at skyldige går fri. Efterretnings- og politisamarbejde på tværs af landegrænser er naturligvis vigtigt at opbygge for at beskytte os selv, vores demokrati og vores ret til et liv i tryghed. Men vi skal trods alt ikke gøre det ved hjælp af udemokratiske midler, et ”ja tak” til tortur og en underminering af selvsamme ret andre steder i verden. Vi bliver nødt til at afstå fra samarbejde med stater, der på så åbenlys og grov vis vælger at overtræde menneskerettighederne og har mistet al legitimitet i deres egne borgeres øjne.
Sagt med respekt for PET’s vurderinger generelt set, så virker PET’s håb om at omgå torturproblemet ved at definere klare betingelser for et samarbejde med de garvede torturstater naivt, som tingene ser ud nu. Danmark alene kan næppe via en aftale sikre sig imod deltagelse i en illegal praksis, som hele FN, sammen med menneskerettighedsorganisationer verden over, har brugt årtier på at bekæmpe og få gjort illegal.
Et PET-samarbejde med torturstater ligger langt fra Danmarks øvrige foregangsrolle indenfor torturbekæmpelse. For at nævne et par eksempler, så giver regeringen støtte til International Rehabilitation Council for Torture Victims (IRCT), der har hovedsæde i København. IRCT er en af to initiativtagere til et treårigt EU-støttet program lanceret i februar 2007, der, med udgangspunkt i netop lande som Syrien og Egypten, skal bidrage til forebyggelse af brugen af tortur i kampen mod terror. At give støtte til bl.a. dette projekt via IRCT og EU og samtidig underminere IRCT’s arbejde ved at sige ja til et PET-samarbejde med torturbødlerne vil ikke kun være paradoksalt – det vil også være det rene spild af danske skatteyderes penge og en hån imod de torturofre i Syrien og Egypten, vi foregiver at hjælpe.
IRCT’s danske moderorganisation, Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre (RCT), har netop holdt en internationalt rost konference i Jordan med støtte fra Det Arabiske Initiativ – og dermed igen fra regeringen selv – om forebyggelse af tortur i fængsler i mellemøstlige og nordafrikanske stater. Her deltog ikke bare menneskerettighedsorganisationer og eksperter fra hele verden, men også FN’s specialrapportør for tortur og FN’s menneskeretshøjkommissariat, UNOHCHR. Det er lysende samarbejdsmæssige initiativer som disse, som Danmark ikke kun skal kendes udadtil for at fostre, men som vi også skal ære og leve op til selv i stedet for at lade PET kaste en mørk skygge over dem.
FN’s komité mod tortur har i sin seneste rapport (maj 2007) givet Danmark positive ord med på vejen for vores efterlevelse af FN’s konvention mod tortur. Dog anbefaler komitéen, at Danmark sikrer overholdelse af konventionens artikel 3 vedrørende overdragelse af personer til andre lande, hvor der er mistanke om, at de efterfølgende udsættes for tortur.
Den løftede pegefinger kommer tydeligvis af de alvorlige påstande – affødt især af dokumentarfilmen ”Den Hemmelige Krig” – om danske troppers overleveringer af afghanske fanger til mishandling i amerikansk militærs varetægt. Ved at afvise oppositionens krav om en uvildig undersøgelse af den sag skyder statsministeren sig selv i foden. Statsministeren kan undgå at skyde sig selv i begge fødder ved at bremse PET’s planer om samarbejde med nordafrikanske og mellemøstlige torturstater.
Afghanistan-sagen er ikke den eneste sag, der vidner om, at statsministeren allerede bevæger sig nær kanten af det forsvarlige i krigen mod terror. Anklager fra menneskeretsorganisationer som Amnesty International om dansk involvering i CIA’s arbejde med hemmelige fængsler – herunder CIA’s brug af dansk luftrum til transport af terrormistænkte fanger til lande, hvor man systematisk benytter tortur og mishandling under afhøringer – hober sig som bekendt op.
Når statsministeren ikke engang har ønsket at imødekomme oppositionens krav om en kulegravning af den sag, så er PET’s initiativ intet mindre end et yderligere syvmileskridt udi menneskerettighedernes ingenmandsland for statsministeren og for Danmark.
Et efterretningsmæssigt samarbejde med stater som Egypten, Syrien, Irak og Jordan er at vende det blinde øje til tortur. Det vil SF ikke være med til og sammen med Enhedslisten, Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre har vi derfor rejst sagen over for justitsminister Lene Espersen i Folketingets retsudvalg.
Vi håber, at ministerens svar vil udtrykke et klart nej til et dansk samarbejde med torturstater og en vilje til en alternativ og mere konstruktiv vej inden for terrorbekæmpelse, der understøtter kampen for demokrati og menneskerettigheder i Danmark, såvel som resten af verden. Skal justitsministeren trække en naturlig grænse for PET’s beføjelser og udstikke en ansvarlig retning for Danmarks medvirken i international terrorbekæmpelse, der gør, at man stadig kan se sig selv i øjnene som borger i Danmark, er nu et virkelig godt tidspunkt.
At åbne op for et samarbejde vil ikke kun udgøre et praktisk eller juridisk problem – det vil være en bombe under det demokrati, den kamp for de internationale menneskerettighederne og den respekt for forbudet mod tortur, som man kender Danmark bedst for.