Skrevet af: Annika Smith og Villy Søvndal
Den aktivistiske udenrigspolitik har ført Danmark i krig i Irak og Afghanistan og som en del af den såkaldte ‘krig mod terror’. Ved festlige lejligheder udlægges dette engagement næsten, som om Danmark har en særlig forpligtelse til at udbrede demokrati og menneskerettigheder.
Desværre er det, som om vi i samme moment har glemt, hvad demokrati og menneskerettigheder er – og hvorfor vi har disse værdier. Danmark har nemlig set gennem fingre med overgreb på menneskerettighederne i Irak og på retsløsheden for f.eks Afghanistan- og Guantánamo-fanger. Men i kampen mod terror kan den vestlige verden tilsyneladende hæve sig over egne idealer.
Som seneste skud på stammen vil den danske regering nu også til at købe informationer, der er fremtvunget under tortur, og købe dem fra lande, der hvad demokrati og menneskerettigheder angår, ikke adskiller sig fra Saddam Husseins Irak: Brutale diktaturer, der torturerer deres borgere. Der findes et udmærket begreb for dette: Dobbeltmoral.
Signalforvirring
I Danmark skal vi altså angiveligt efterleve de demokratiske og menneskeretlige principper, som vi højlydt insisterer på bliver udbredt – endda med vold og magt – i lande som Irak og Afghanistan.
Fuldt stop!
I Danmark skal vi have en absolut nul-tolerance overfor tortur og barbarisk behandling af mennesker, inden for landets grænser, såvel som uden for. Naturligvis! Fuldt stop!
Medmindre, altså, vi altså kan nyde lidt gavn af torturen selv? Nå, ja okay, så tager vi det med. Det gjorde regeringen, Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne i hvert fald i forrige uge, da PET fik grønt lys af statsministeren og justitsministeren til at etablere et formaliseret samarbejde med en række stater i Nordafrika og Mellemøsten, som PET ikke tidligere har samarbejdet med, fordi de er kendt for systematisk at bruge grov tortur og nedværdigende behandling af fanger under forhør.
Det grønne lys blev givet, samtidig med at justitsministeren anbefalede et rødt lys mod tortur i form af et eksplicit torturforbud indarbejdet i den danske civile straffelov – et forbud, der skulle sende et positivt signal til det internationale samfund. Signalforvirring? Mildest talt.
Undlader at tage stilling
Statsministeren understregede den 9. oktober, at “Danmark på det skarpeste tager afstand fra brug af tortur”, hvorefter han uddybende forklarede, at han ikke så “noget til hinder for at dansk politi kan bruge oplysninger, hvis de kan tjene til at forhindre terrorhandlinger i Danmark” (Politiken.dk. den 9. oktober 2007). Man fristes til at konkludere, at statsministeren med “afstand fra tortur” tænker i geografiske termer, eftersom han ikke finder det en skam at bruge torturoplysninger, så længe den beskidte del af arbejdet med at indhente dem ikke skal udføres af os herhjemme.
Justitsministeren havde samme dag forklaret, at der “ikke er regler i dansk ret, som hindrer politiet i at virke for at forebygge og opklare forbrydelser, selvom en oplysning, som politiet bliver bekendt med, eventuelt kan være fremkommet ved andres brug af tortur”, samt at “loven kun forbyder at bruge oplysninger fremkommet gennem tortur som bevis i en retssag”.
På baggrund af sin viden om smuthuller i den danske lovgivning gav justitsministeren således PET lov til at samarbejde med torturstater. Modsat statsministeren, der tager udgangspunkt i, hvad der kan lade sig gøre uden for Danmarks grænser, tager justitsministeren altså kun stilling ud fra, hvad PETlige præcis må eller kan få lov til ifølge dansk lovgivning og inden for landets grænser. Så skulle den sag være klaret for dem begge! Men fælles for begge ministre er, foruroligende nok, at de pure undlader at tage stilling til, hvad PET rent etisk bør eller kan tillade sig at gøre på vegne af Danmark, dig og mig. De undlader at tage stilling til, hvor grænsen rent faktisk bør gå i Danmarks kamp mod terror.
International kritik
Samtidig med opbakningen til PET’s foreslåede samarbejde med torturstater har regeringen – efter års tøven, modvilje og protester – valgt endelig at indføre et eksplicit forbud mod tortur i dansk straffelov. Forbløffende timing!
Hvad er egentlig hensigten med forslaget, når man samtidig takker ja til torturoplysninger fra fremmede efterretningstjenester? Med justitsministerens egne ord skal lovforslaget “sende et positivt signal til det internationale samfund”. Men regeringen burde have sendt ét eneste positivt og værdigt signal: Nej til tortur! Nej til torturoplysninger! Og så i øvrigt skynde sig at gøre de samme værdier gældende for dansk militærlovgivning!
Efter krigsskandalerne i Afghanistan burde det være krystalklart for alle, at et dansk samarbejde med torturstater er en rigtig dårlig idé. FN’s komité mod tortur løftede endda i sin seneste rapport (maj 2007) pegefingeren over for Danmark og bad regeringen sikre overholdelse af FN’s Torturkonvention (artikel 3) efter de alvorlige påstande om danske troppers overleveringer af afghanske fanger til tortur i amerikansk militærs varetægt.
Andre alvorlige anklager fra Amnesty International om dansk involvering i CIA’s arbejde med hemmelige torturfængsler og transport af terrormistænkte fanger til lande, hvor man systematisk benytter tortur og mishandling under afhøringer understreger ligeledes behovet for en anderledes klar holdning fra dansk side til tortur – vel at mærke en holdning, der er entydigt imod og ikke for et samarbejde med torturbødlerne i Mellemøsten og Nordafrika. FN’s særlige ekspert på torturområdet, Manfred Nowak, advarer allerede nu Danmark mod en generel anvendelse af torturoplysninger og ekspert på terrorbekæmpelses- og menneskerettighedsområdet Martin Scheinin gør det samme med henvisning til, at “FN’s torturkonvention ikke kan gradbøjes” og at “- enhver indirekte involvering i tortur vil være i strid med det absolutte forbud mod tortur” (Ritzau, 11. oktober 2007).
Modydelser
Vi bør derfor tænke os virkelig godt om, inden vi giver efter for angsten og takker ja til PET’s tilbud. Det ser det heldigvis også ud til, at danskerne gør. Meningsmålinger foretaget af Amnesty International viser, at 81 procent af den danske befolkning støtter et dansk forbud mod tortur. Det er et overvældende nej til tortur, som politikerne på Christiansborg burde sætte en ære i at repræsentere. Det bør være en selvfølge, at vi i Danmark tager helt og aldeles afstand fra tortur og fra de sælsomme frugter, bødlerne høster af den. Vi skal værne om vores egen sikkerhed og demokratiske rettigheder. Og det gør vi ved at efterleve dem.
Der rejser sig desuden en række problemer. For de udenlandske efterretningstjenester arbejder jo ikke gratis. De forventer modydelser. Da en række af de lande, vi taler om, samtidig er kilde til en række politiske flygtninge, bosiddende i Vesten, herunder Danmark, så risikerer vi, at danske oplysninger i sidste ende kan føre til at mennesker, som bare perifert har tilknytning til politiske flygtninge, demokratiforkæmpere, menneskerettighedsaktivister, kritiske forfattere og så videre, ender i torturkældrene.
Sandheden er jo, at vi kun vanskeligt kan begribe så vilkårlige og skrøbelige grundlag, hvorpå mennesker arresteres og fængsles i lande som Iran, Syrien osv. og hvor fatale konsekvenser det kan få.
Ubrugelige oplysninger
I virkelighedens verden peger sagkundskaben på, at oplysninger fremkommet under tortur ofte er særdeles svære at fæste lid til – simpelthen fordi mennesker er villige til at sige hvad som helst, for at slippe for smerten. Man kan altså tæve nok så meget løs på såvel virkelige terrorister som på sagesløse og risikere at skulle bruge tid på noget, der intet hold har i virkeligheden – tid der går fra egentligt efterforskningsarbejde eller indhentning af relevante eller troværdige efterretninger.
Frygten for et terrorangreb ligger i os alle. Men vi vinder ikke kampen mod terrorisme ved at tilsidesætte de demokratiske værdier og retsprincipper, det danske samfund bygger på. Begynder vi indirekte at acceptere menneskelig lemlæstelse som en nødvendighed i vores kamp for friheden fra terror, er vi ikke bedre end terroristerne selv. Så har vi netop gjort kampen mod terror til vores egen blinde form for fanatisme. Så lavt skal vi ikke synke.
Vi har i årevis ønsket en eksplicit præcisering af, at tortur ikke måtte anvendes. Når vi endelig opnår det, har regeringen i samme sekund udhulet det ved at ville købe tortur-udsagn. Meget rammende er regeringens planer blevet kaldt for ‘torturhæleri’. Venstre, de Konservative, Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne bør ikke bare standse signalforvirringen, når det kommer til deres holdning til tortur – de skal utvetydigt tage afstand fra tortur, under alle former, i alle lande. Et sådant krav må være minimumsstandard.
Annika Smith er cand. scient. soc. og medlem af SF Villy Søvndal er formand for SF