I Danmark er vi efterhånden blevet så aldersangste, at vi kun tåler unge mennesker. ”Ikke-unge” mennesker stigmatiseres og afseksualiseres. Og vi gør ikke noget ved det.
”Det … er lidt ømfindtligt. Jeg er lidt forfængelig, men jeg ved også godt, at det er forkert af mig at lyve”. Ordene tilhører Dorthe Ullemose (DF), der på sin første dag som nyvalgt folketingsmedlem blev taget i at have løjet – om sin alder: Hun er 50, men påstod under valgkampen, at hun kun var 47. Det blev hun revset af medierne og sin partiledelse for. Jeg kender ikke Dorte Ullemose personligt og ved ikke, hvorfor hun løj. Det kan skyldes, at vi i politik efterhånden lader til at foretrække de unge og uerfarne fremfor dem, der har oplevet mere af livet (tankevækkende i betragtning af, at det latinske ”senat” betyder ”ældsteråd”). I hvert fald ønskede hun ikke opmærksomhed omkring sin 50-års fødselsdag, som hun holdt ”i det stille med familien”. Av. Jeg har tænkt over Dorte Ullemoses historie, fordi jeg selv fyldte 39 forleden og om et år for alvor rykker ind i de, tilsyneladende, ikke-unges rækker. Det har sat bekymringer i gang hos mig, især om mit fysiske forfald og de fordomme, jeg vil komme til at opleve på grund af det: Jeg er nemlig, fornemmer jeg, del af et yderst ungdomsfikseret folkefærd – et folkefærd så angst for den aldrende krop, at det stigmatiserer den.
Gamle grise
Naturligvis er det ikke i orden at lyve, når man er en af dem, der skal lede landet. Men mange danskere har ikke meget at lade Dorte Ullemose høre i betragtning af, hvordan de selv trækker år fra deres alder med kirurgi, kemi og crossfit. Når det kommer til alder, tåler vi imidlertid hverken løgnen eller sandheden. Vi lever nemlig i det, forskeren Helle Rexbye kalder ”en ungdomsfikseret kultur, hvor det ungdommelige ydre eftertragtes, og den biologisk aldrende krop stigmatiseres”. En kultur der ikke bryder sig ”om at se på noget, der er gammelt”. Det var jeg sådan set klar over. Hvad der imidlertid har overrasket mig, er, at vi oveni har ”meget stramme normer for, hvordan ældre bør klæde sig”. Det går for eksempel ikke an, at de har tøj i stærke farver eller “er forfængelige og fortsat signalerer seksuel aktivitet“. Hopper en kvinde i 70’erne f.eks. i jeans, mediumhøje sko og en bluse med almindelig halsudskæring, bliver vi, ifølge Rexbyes studier, provokerede. Jo mere usynlige og triste de ældre er, jo bedre, åbenbart. Samme holdning går igen medierne, hvor der ifølge forskere ”i bedste tilfælde præsenteres et meget ufuldstændigt og uinteressant billede, og i værste tilfælde … en negativ holdning” til dem – især kvinderne, der i virkelighedens verden er talmæssigt dominerende, men alligevel ”er dårligst repræsenteret”.
At ældre mennesker har et kærlighedsliv, kan i øvrigt heller ikke tolereres. De skal helst ikke have sex overhovedet. Har de det alligevel, betragtes de som nogle ”gamle grise”. At være gammel skal med andre ord være hundrede procent sutsko og nul procent sex – hvilket bringer mig tilbage til Dorte Ullemose og for så vidt kvinder på min egen alder:
Flirteforbud
Selvom både Dorte Ullemose og jeg langt fra har nået sidste holdbarhedsdato, rettes fordommene også mod på os ”ikke-unge”: Kort efter min 39 års fødselsdag forleden var min veninde og jeg f.eks. på ’Joe and the Juice’ i centrum af København for at købe en kaffe. At stedet har en uofficiel ingen-adgang-for-ældre-over-30-politik, var vi ikke klar over, så ind gik vi. To mandlige ansatte i midten af tyverne tog imod vores bestilling på den (tilsyneladende) obligatoriske Joe and the Juice-facon: Med masser af flirt og øredøvende musik. Men ikke så snart havde de langet vores kaffe over disken, før de højlydt genoptog en samtale om en kvindelig kunde, som tidligere havde lagt vejen forbi og ladet sig smigre af deres flirt i en sådan grad, at hun havde bedt om den enes telefonnummer. Og skam få hende. For som ekspedienten råbte, ”hun så stram nok ud, men hun var fucking 38 eller s’noget. FØJ hvor klamt”. Min veninde og jeg gik derfra med en bitter smag i munden. For selvom vi ikke havde taget os samme frihed til at flirte ”tilbage” som kvinden før os, vidste vi, at vi var blevet stemplet som klamme, hvis vi havde. Samme aften i biografen overhørte vi en flok unge fyre diskutere, hvor ”desperate alle de 40-årige kvinder, der net-dater, er”. Inden dagen var omme, måtte min veninde og jeg derfor konkludere, at flirt og sex er noget, de unge har opfundet. At de selv bliver gamle en dag, var vi forvissede om, at de ikke har taget forbehold for i patentet.
Bedstemor uden slaw i
Jeg er sikker på at de fordomme, jeg kommer til at kæmpe imod på grund af min ikke-unge alder og krop, også gælder for mine mandlige jævnaldrende. Jeg er også sikker på, at fordommene tager til i takt med, at vi bliver endnu ældre. Som Tage Voss, den 94-årige læge, debattør og forfatter siger, bliver gamle mennesker i dag nærmest ”anset for at være nogle snotklatter, som ikke forstår en skid af noget som helst. De kan ikke bruges til noget, de er en økonomisk byrde for samfundet, og der er alt for mange af dem”. Lægger man dertil de strenge regler for hvor lidt sex, sjov og ”slaw”, der må være i en, når man bliver gammel, forstår jeg behovet for at stoppe tiden lidt. Jeg ville ønske for Dorte Ullemose, at hun havde turdet stå ved sine 50, ligesom jeg håber, at jeg om et år tør stå ved mine 40. Som Ulla Terkelsen siger ”Hvorfor lyve om det? Hvad er det flove ved at være 100 eller 10 eller to?”. Jeg aner det ikke. Men frygt skaber fordom. Fordom skaber flovhed. Og faktum er, at vi ikke gør ret meget ved det.