Skip to main content
Annika i pressenTaler

Annika Smith, tale på SF’s landsmøde 14. maj 2011

By 22. maj 2011oktober 22nd, 2017No Comments

V, O OG K SIGER ’OK’ TIL LIGEGYLDIGHEDEN

De seneste måneder har vi alle været travlt optaget af folketingsvalget. Vi har snakket udspil, strategi og spin – alt det, der skal til for at slå Venstre, de Konservative og Dansk Folkeparti og vinde valget. På grund af det vil nogle måske helt have glemt, hvorfor vi egentlig vil vinde og siger, at vi bare vil vinde for at vinde. De tager fejl.

Vores kamp for magten går skam ikke kun ud på at få V, K og O sat af magten. Vi vil meget mere end det: Vi vil have et endeligt opgør med den ulidelige ligegyldighed, V, K og O de seneste år har skabt over for de mennesker, der har det sværest i Danmark.

Den ligegyldighed der gør, at over 100.000 danskere lever i fattigdom. Den ligegyldighed der gør, at værestederne for de hjemløse må lukke og slukke og henvise folk til en bænk og en sovepose for natten. Den ligegyldighed der gør, at narkomanerne mangler behandling og dør af deres misbrug, og de prostituerede straffrit bliver købt, voldtaget og tævet hver dag. Den ligegyldighed der gør, at op mod hvert tiende danske barn krænkes seksuelt og ikke får hjælp, fordi kommunerne skal spare. Den ligegyldighed der gør, at vores minoriteter – de homo- og transseksuelle – stadig bliver forfulgt og ikke har de samme rettigheder som andre til kærlighed og børn. Og den ligegyldighed, som gør, at vores indvandrere lægges for had og bliver mødt med et ”nej tak” på arbejdspladserne, i skolerne og på diskotekerne.

V, O og K er blevet et OK til ligegyldigheden. Hvordan? Ved at reservere skattelettelser, sundhed, uddannelse og tryghed til de rigeste. Ved at lukke øjnene og sige, at der slet ikke findes fattige i Danmark. Ved at sige, at de prostituerede selv er ude om det og de socialt udsatte bare må tage sig sammen. Og ved at sige, at indvandrerne kun er velkomne, hvis de ligner Søren Pind.

Har vi som SF’ere adopteret ligegyldigheden og nedlagt protesterne? Vil vi vinde valget bare for at vinde? Nej.

Vi vil vinde valget, fordi vi vil forandre og få de udstødte og udskældte tilbage i fællesskabet. Vi vil vinde, fordi vi ikke længere vil acceptere, at så mange mennesker i Danmark lever under urimelige kår, mens de rigeste bliver endnu rigere.   

Du, Villy, og vi andre herinde har indignationen. Vi har medmenneskeligheden. Og vi har viljen til at skabe en lysere fremtid for de mennesker i Danmark, der har det allersværest. Nu skal vi også have magten til det. Nu skal vi vinde valget.