Det er ikke altid let at være SFer. Nogle af Jyllands-Postens læsere vil nok mene, at det er en selvpåført lidelse, men det letter jo ikke byrden. Problemet er, at SF er et pragmatisk socialistisk parti. Det gør, at vi ikke helt kan klappe ad skåltalerne fra hverken højre eller venstre, og når vi siger noget, så buh’er begge fløje tilbage og beskylder os for at være for slappe (eller, nuancerede, som det hed i gamle dage).
Lad os tage det emne, som 59% af vælgerne ifølge en ny Gallup-måling finder allervigtigst, nemlig flygtninge og indvandrere. Det taler vi jo SLET ikke nok om i en tid, hvor polerne er ved at miste is-hatten og fattige må gå fra hus og hjem på grund af ”kontanthjælpsloftet”. Men altså: Villy Søvndal sagde det indlysende sande: Hvis man ikke vil demokratiet, men foretrækker et kalifat, så kan man gå ad helvede til, og så blev han overfaldet fra begge sider: Hvorfor sagde han sådan? Hvorfor havde han ikke sagt det før? Hvorfor talte han om problemer med islam? Hvorfor talte han ikke MERE om problemer med islam …
Ak ja. Villy udtrykte jo bare det, som pragmatiske socialister tænker: Du må mene og tænke og tro hvad du vil, men hvis din tro antager former, der truer andre eller demokratiet, så skal du træde et skridt tilbage eller to skridt ud af Danmark.
Målbare kriterier – ikke Martins kriterier
SFs linje er og var, at man er velkommen i Danmark uanset tro, så længe man følger de vedtagne spilleregler. Man skal ville et samfund, hvor friheden til at tænke, tale, tro, føle, tilbejle, tilbyde sig som man vil, er grundlaget, og hvor intet identitetspoliti står klar for at fortælle, hvad man gør forkert. Altså: Man må gå med tørklæde, hvis man vil gå med tørklæde, men man må ikke pådutte andre, at de skal gå med tørklæde. Man må synes, hvad man vil om dansk lovgivning, så længe man overholder den. Man må endda give udtryk for, hvad man synes om den i MENINGSMÅLINGER, så længe man kun er imod lovgivningen i tanke og ikke i handling.
Det postfaktuelle samfund gør den aktuelle samtale svær, men det er derfor jeg som SF’er rækker hånden ud: Vi bliver nødt til at basere vores samfund på love, regler, fakta. At reducere danskhed til et spørgsmål om, hvad Martin den tilsyneladende almægtige Henriksen, ”fornemmer”, at man FØLER i sit hjerte, er så blottet for objektive og målbare kriterier, at det bliver helt Alternativ’sk. Som han selv skriver på sin facebookprofil om et billede, han har lagt op af sig selv og en nydelig mørk fyr: ”I forbindelse med debatten om danskhed har flere antydet, at jeg bedømmer danskhed ud fra hudfarve. Jeg ved ikke, hvor de har det fra. Mod uvidenhed kæmper selv guderne forgæves. Men måske et billede af to rigtige danskere kan få gjort op med fordommene. Hils på Christian. Ham kender jeg, så jeg kan derfor med ro i sindet konstatere, at han er ærkedansk. Havde mørke Christian med andre ord ikke haft den ”fordel” at kende Martin Henriksen, ville Christian nok være danskerdisket.
Retur til retsstaten
Nogle vil utvivlsomt mene, at det hele ville være meget simplere og tilpas sort-hvidt, hvis man fremover kun tilkendte danskhed til dem, som medlemmerne af Dansk Folkeparti kender personligt. Men den nation, hvis overlevelse netop de taler så inderligt om at sikre, ville mildest talt være en anden, end den, vi startede ud med at kæmpe for. Vi kan ikke straffe folk, for hvad de tænker eller føler, og vi kan ISÆR ikke begynde at differentiere lovgivningen efter tro. Jeg kunne ikke være medlem af et parti, der bestemte, at én religions udøvere ikke måtte vise deres symboler offentligt, men gerne alle de andre. At man ikke kunne bestride bestemte jobs med en bestemt tro. At man ikke var dansker, hvis man ikke delte Dansk Folkepartis juletraditioner. Vi bliver nødt til at indrette vores samfund med love, der gælder for alle. Det ligger i ordet ”retsstat”.
Jeg håber, at folk, der stemmer Venstre, Radikalt, Socialdemokratisk, Konservativt, og hvad de andre højreorienterede partier nu hedder, vil være med på, at vi lovgiver efter Grundloven og dømmer mennesker efter hvad loven siger, og ikke hvad facebook-følelserne skriger. Som dronning Margrethe udtrykker det: ”Jeg vil ikke sige, at vi er et multikulturelt land, men her bor flere mennesker, der har forskellige rødder, baggrunde og religioner, end der gjorde for 30 år siden. Ja, en af dem er hendes mand. Så helt ærligt, Martin Henriksen: Er prins Henrik dansker i din bog? Ved du, hvad han allerinderst inde føler sig som?