Hvert andet år foretager Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, SFI en landsdækkende optælling af Danmarks hjemløse. Og næste gang er lige om hjørnet – i februars uge seks. Det får mig til at tænke på en fyr i mit kvarter på Vesterbro, som jeg jævnligt passerer og som, når han ellers ikke roder i skraldespande, sidder rullet ind i et tæppe på en bænk, altid iført shorts, uanset minusgrader, sne og storm. Man lægger mærke til ham, fordi han ser alt, alt for ung ud til at være hjemløs. At han ER hjemløs, kan imidlertid sagtens passe, eftersom det her i januar kom frem, at der er sket en eksplosion i antallet af unge hjemløse i Danmark. Det er skørt i et stenrigt land som Danmark. Og det er, synes jeg, provokerende, når vi har en statsminister, der i sin nytårstale lover at gøre alle til vindere OG endda gang på gang promoverer sig som de unge udsattes ultimative velgører. Det sidste først:
Både i nytårstalen for 2017 og nytårstalen for 2016 og i næsten samtlige af de øvrige indenrigspolitiske taler, statsministeren har holdt gennem det seneste år, har han skrevet sig selv og sit projekt ”Løkkefonden” tydeligt ind. Løkkefonden – eller ”Drengeakademiet” etablerede han i 2012 med det formål at tilbyde intensive mentor- og læringsforløb for op mod hundrede drenge om året. Målgruppen er specifikt drenge, der lever på kanten af fællesskabet, som ifølge statsministeren ”har oplevet nederlag på nederlag” og er så personligt og fagligt udfordrede, at de risikerer at droppe ud af skolen og miste en fremtidig tilknytning til arbejdsmarked. Hjælp til utilpassede unge er derfor tydeligvis noget, statsministeren brænder for. Og det beundrer jeg: ALLE statsministre burde engagere sig og gå forrest, når det gælder om at sikre ungdommens ve og vel. Hvad alle statsministre imidlertid OGSÅ burde gøre, er at lade deres ord følge af politisk handling. Og her kniber det gevaldigt for Lars – Løkkefond eller ej:
Sparer fællesskabet til atomer
Imens Løkkefonden eksisterer i bedste velgående, betaler børn og unge ude i resten af landet nemlig prisen for minimalstatsministerens topskattelettelser og nedskæringer i den fælles velfærd: Fattigdomsydelser – især kontanthjælpsloftet – vil ifølge Arbejdernes Erhvervsråd sende knap 12.000 personer, heraf 7000 børn, ud i fattigdom. Og nedskæringerne i de sociale ydelser generelt vil øge antallet af unge, hvis økonomi ikke længere rækker til et sted at bo. Det er set før. Som formand for Socialrådgiverforeningen Majbrit Berlau sagde i efteråret 2015, så ”kan vi se, at der er en fuldstændig logisk og matematisk udvikling mellem, at man nedsatte ydelserne for unge under 30 år, og at antallet af hjemløse er steget”. Netop. I forbindelse med den seneste hjemløsetælling foretaget af SFI i 2015 er tallet af hjemløse mellem 18-24 fordoblet på få år. Og kontanthjælpsloftet – koblet med manglen på billige boliger – har de seneste måneder skabt endnu et boom i antallet af unge, der ender på gaden.
Men ikke nok med det: De evindelige krav til besparelser i kommunerne og det øvrige offentlige system har medført et styrtdyk i antallet af de offentligt ansatte lærere, pædagoger, social- og sundhedspersoner, som netop skulle tage sig af de unge. Og forringelserne af ungdomspsykiatrien, anbringelsesindsatsen, folkeskolerne og gymnasierne har ramt de frafaldstruede og psykisk sårbare unge allerhårdest. Det er noget skidt. For det er velkendt, at psykiske, misbrugsmæssige eller sociale problemer øger risikoen for hjemløshed blandt de unge – og gør det sværere for dem at komme ud af den igen.
Som at tisse i cykelbukserne
De fleste har sikkert set billederne i pressen de sidste somre af en glad Lars Løkke, der cykler land og rige rundt sammen med sine utilpassede drenge i cykelløbet ”Løkkefondens Challenge”. Det ser godt ud. Det er godt. Og jeg tror på statsministeren, når han siger, at de unge, der lever på kanten af fællesskabet, er vigtige for ham. Det er bare langt fra nok for den unge fyr i shorts på den snedækkede bænk på Vesterbro. Han er jo ikke engang på kanten af fællesskabet. Han er langt ude over den på grund af statsministerens anti-offentlige nedskæringspolitik. Det nytter ikke noget – eller i hvert fald ikke nok – at han cykler rundt med sine egne fondsdrenge om sommeren og ønsker sig vindere til nytåret, når han resten af året trykker landets øvrige udsatte børn og unge så eftertrykkeligt på økonomien, at de lægger sig i tæppe og shorts på en iskold bænk, giver op og bliver til endnu et nummer i landstællingen af hjemløse i februar.
Jeg ved, alt dette sagt, at den tidligere røde regering kunne have gjort mere for de mest sårbare af Danmarks unge ved at droppe en dagpengereduktion og en skævvridende skattelettelse eller to. Kommer mit eget parti SF igennem med sit forslag om gratis psykologhjælp til unge, vil det rette op på noget af det. Og nu er nu. Det er koldt udenfor og vi HAR altså en statsminister, der i tale på tale peger på sig selv og sin fond som de unge udsattes velgører. Han må stoppe med at fryse hundredvis af utilpassede unge ude af fællesskabet. Og med at tisse i sine Challenge-cykelbukser for at holde sig selv varm undervejs.