Mange nærer stadig fæle fordomme om karrierekvinder – især om dem, der er karrierekvinder OG singler. Er du i tvivl, så kig under ”J” på listen over konservative folketingskandidater.
Jeg er single. Og så er jeg også det, man typisk vil betegne som en karrierekvinde. Egentlig kunne man bare kalde mig en kvinde uden mand og børn, med en lang uddannelse og et velbetalt job. Men det klæber der sig ikke nær så fæle fordomme til – fordomme om, at man er en kræsen og kynisk art, der sætter karriere over kærlighed og kernefamilie. Fordomme, som man efter behov kan smide om sig med og angive som sandheder. Og behov er der – bl.a. hos det Konservative Folkepartis Rasmus Jarlov. I den forgangne uge bedyrede han således på sin facebook, at karrierekvinder har udfordringer, som karrieremænd ikke har, når det gælder om at tiltrække en mage:
1) Karrierekvinder er i mændenes øjne ikke mere attraktive end ikke-karrierekvinder. Mænd vil bare gerne have en kvinde, som er sød og pæn og tager lige så gerne en lærerinde eller sygeplejerske som en topleder.
2) Karrierekvinder er svære at imponere. Kvinder vil gerne have en mand, som de kan se lidt op til (pengemæssigt føjer han senere til), og det er svært for karrierekvinder at finde.
Med andre ord: Karrierekvinder er selvfede, illusionsramte ’gold diggers’. Derfor forbliver vi singler. ”Benægt det bare, men det er sådan, det fungerer” slutter Jarlov – endda med henvisning til en artikel, hvis kernebudskab er et noget andet. I den står der nemlig, at højtuddannede kvinder har tendens til at vælge højtuddannede mænd samt at flere karrierekvinder end karrieremænd er singler – især fordi mænd skræmmes af kvinder i høje stillinger. Alligevel mener Jarlov, at det er karrierekvinderne og ikke de skræmte karrieremændene, der har problemet. Bekvemt.
Fiks dig kvinde!
At karrierekvinderne og ikke karrieremændene er mest skyld i ”folkesygdommen single”, er ikke nyt. Således får vi ofte at vide, at vi er enten:
– for kræsne eller for desperate.
– for selvstændige, kloge og skræmmende eller for omklamrende, naive og kedelige.
– for pessimistiske eller for urealistiske.
– for frigide eller for løse på tråden.
– for arrogante eller for selvudslettende
eller det hele på en gang. I modsætning til de frie, attraktive og heldige single-mænd, er vi også for ambitiøse og arbejder ALT for meget. Vi er, med andre ord, nogle feministiske fuck-up’s, der skal files til kernefamilieform, før vi kan gøre os håb om blive accepteret og elsket. Derfor ser mange sig også berettigede til at spørge, hvad der er galt med os. Spørgeren kender naturligvis allerede svaret eller ”kuren” og tøver aldrig med at fortælle os den. Det oplevede jeg eksempelvis sidste fredag, hvor en jule-pløret, mandlig politiker-ven på en vinbar i København råbte: ”du ser sgu ellers så sød ud Annika. Drop nu det der politik og få dig et RIGTIGT liv. Gift dig og få nogle børn”.Med andre ord: Stop competing, start cooking! Så vil vi ha’ dig. Omtrent samme budskab var at finde på Jarlovs facebook næste dag.
Jante-Jarlov
Jeg har stadig til gode at møde en karrierekvinde, der, som Jarlov skriver, føler sig mere attraktiv end andre kvinder, fordi hun har en høj stilling. Til gengæld kender jeg en del, der føler det stik modsatte: De ved, at mange gerne ser dem på nedsat tid i Matas frem for fuld tid+ i et ministerium. På den måde kan der blive plads til moderskabet og mindre for mændene at skræmmes over. Det er jo immervæk nemmere at fikse den enkelte kvinde, end at fikse de arbejdsmarkedsstrukturer (mere fleksibel arbejdstid og øremærket barsel til mænd f.eks.) hun arbejder under. Det er åbenbart også nemmere at bilde os ind, at vi alle er kræsne og svære at imponere, idet vi oftere finder sammen med mænd, der har en større lønseddel, end vores egen. At der stadig er langt til ligeløn og lige repræsentation af mænd og kvinder i topstillingerne rundt omkring i Danmark, er ikke en del af forklaringen. At vi ikke har en kæreste skyldes iøvrigt heller ikke, at vi gør brug af vores frihed til at leve alene eller vælge en partner med omhu – heller ikke selvom det sidste giver god mening i og med, at danskerne, ifølge YouGov, er de mest utro i Europa. Nej, det skyldes, at mændene vælger nogle andre – sygeplejerskerne og lærerinderne (så fik Jarlov også lige stemplet de kvindegrupper som tilpas nemme for mændene at kapere). Kort sagt, karrierekvinden har udfordringen. Hun er udfordringen – problemet, der skal fikses. Ikke mændene. Benægt det bare, men det er jo sådan det fungerer. Det er Jarloven.
Jeg vidste egentlig ikke, at der anno 2014 fandtes spredere af fordomme mod karrierekvinder i de konservatives rækker. Men nu kender jeg min Jarlov. Det gør du, kære karrierekvinde, også nu. Skulle du og jeg igen komme ud i den vildfarelse, at kvinder kan få både kærlighed og karriere – og at det ikke nødvendigvis kun er kvinderne, der er fucked up, hvis det ikke lykkes – så husker vi blot at slå op under ”J”.