Trusler mod ytringsfriheden kommer ikke kun fra islamisterne. Den kommer også fra de etnisk danske ekstremister, som sender én klamme trusler om natten – og som stadig flere dyrker.
“Bitch. Gid Breivik var her, så han ku ordne dig. Du burde snittes i stykker og brændes over et bål”.
Beskeder af den karakter tikker af og til ind på min mobil i de sene aftentimer. Fordi jeg er aktiv SF’er. Og fordi jeg jævnligt ytrer min mening. Afsenderne er altid anonyme. Men jeg antager, naturligt nok, at de er at finde på Danmarks radikaliserede højrefløj – den fløj, som ovenpå terrorangrebet mod Charlie Hebdo modtager stadig større tilslutning fra jer derude. I de perioder, hvor jeg har været værst ramt af trusler eller chikanerier, har jeg ikke turdet være hjemme alene i min lejlighed og har måttet overnatte hos venner. Jeg har også, i den sværeste stund, sovet med en køkkenkniv under madrassen og ligget vågen natten igennem – lyttende efter, om fodtrin på trappen fortsatte videre op til næste sal, eller stoppede ved min dør. Det synes måske helt hysterisk. Men jeg indrømmer det for at understrege en pointe: Det er ikke omkostningsfrit – og har ikke været det i lang tid – at kæmpe for sin og andres ret til at ytre meninger i Danmark. For det er ikke kun islamisterne, der er blottede for dialog, tolerance og respekt for andres ytringsfrihed. Det er også højre- og venstreekstremisterne. Dem, der gror i vores egen etnisk danske baghave. Og som har øjnet vækst, efter at så mange af jer har tændt Pegidas fakler og efterlyst et nyt højrenationalistisk parti.
15 ekstremistiske grupperinger i Danmark
Jeg forstår vreden over det bestialske angreb mod Charlie Hebdo. Og jeg deler den til fulde. Men jeg ved ikke helt, hvad I forestiller jer. At vi skal sikre en demokratisk og fri fremtid ved at bekæmpe ekstremisme med mere ekstremisme? Aucune chance. Der findes antageligt seks højreradikale grupper i Danmark. Dertil kommer fire venstreradikale grupper og fem islamistiske grupper. Alle 15 er karakteriseret ved at være håbløst anti-demokratiske, fordi de bruger trusler, chikane, vold eller terror for at bekæmpe forhold (eller enkeltpersoner) i samfundet, de er utilfredse med. De højre- og venstreekstremistiske grupper binder i øvrigt stort set kun deres eksistens op på den konflikt, de har med hinanden om minoriteters – særligt muslimernes – status i Danmark. Derfor: Vokser den ekstreme højrefløj, sker der en parallel radikaliseringhos den yderste venstrefløj – og ikke mindst hos islamisterne. Det betyder i værste fald flere konfrontationer og trusler om vold i fremtiden – ikke kun for politikere og meningsdannere på den parlamentariske venstrefløj, men også for de mange i forvejen trusselsramte politikere på den parlamentariske højrefløj.
Jeg er langt fra så modig som f.eks. Johanne Schmidt-Nielsen eller Pia Kjærsgaard, når det kommer til at ytre sig trods trusler. Men der er en grænse for hvad de – og alle os imellem – kan tage uden at blive ramt af ytringsfrygt. De folkevalgte på Christiansborg er faktisk blandt dem, der frygter terror mest. Men de fortsætter dag efter dag med at kæmpe fredeligt og i dialog for den samfundsform, de hver især tror på. Derfor bliver jeg også harm over at se, at I, der løber Dansk Folkeparti højre om, rask væk kritiserer de etablerede partier for ikke at beskytte demokratiet og sige tilstrækkeligt fra overfor islamistisk ekstremisme. Hvad gør I selv andet end at gå ud og puste til intolerancen?
Læren anno 2015 og 2011
Jeg er ikke i tvivl om, at de talrige trusler mod Jyllands-Posten og terrorangrebet mod Charlie Hebdo forlængst har fået Danmarks politikere til at forstå alvoren af den trussel mod demokratiet og ytringsfriheden, der kommer fra ekstremisme udefra såvel som indefra. Nu mangler vi bare, at I, der lige nu falder for Pegida, Danskernes Parti og andre højrenationalistiske fristelser, forstår alvoren af samme og slår varmt vand i blodet. Ellers risikerer jeg og mine ligesindede at få flere klamme godnat-beskeder fra Breiviks støtter i fremtiden. Og hvad langt værre er: Flere politikere, skribenter og tegnere risikerer at blive angrebet eller skudt på grund af deres holdninger. Når vi derhen, vil læren fra Paris anno 2015 såvel som Utøya anno 2011 blive glemt. Og så har vi alle tabt.