Det siges, at kvindelige danske politikere stadig dømmes hårdere end deres mandlige kolleger. Det, tror jeg, er sandt. I den tid Helle Thorning-Schmidt har været statsminister, har vi i hvert fald været bedre til at kritisere end rose hende – nogle af os pga. selskabsskattelettelserne, andre pga. indgrebet i lærernes overenskomst, delsalget af DONG og den manglende løsning på dagpengeproblematikken. Vi burde imidlertid have rost hende så meget desto mere for de flotte resultater, hun også har stået for: Landets økonomi er bedre, og færre står uden arbejde. Under Lars Løkke Rasmussen mistede Danmark således 100.000 job, imens der er skabt 40.000 job under Helle. Der er sat flere penge af til uddannelse, sundhed og sygdomsbekæmpelse end nogensinde før. Eksporten er øget. Og vi har fået verdens mest ambitiøse klima- og energiplan.
Helles resultater skyldes utvivlsomt hendes mod til at gennemføre de svære reformer, hun varslede allerede i sin første nytårstale som statsminister i 2012. Med reformerne – og opgøret med det (dengang anslåede) 100 milliarder store underskud på de offentlige finanser – har hun vist, at hun har, ja, nosser. Men på grund af samme har vi nærmest udelukkende beskrevet hende som en arrogant ”isdronning” blottet for empati. Det image fik hun en kort pause fra efter sin, synes mange, professionelle håndtering af terrorangrebet. Men selv dér blev der sået tvivl om, hvorvidt tårerne i hendes øjne var ”ægte”. Det burde være ligegyldigt, om Helle fremstår kølig eller varm, så længe hun forvalter sit embede ordentligt og skaber gode resultater. Men ligegyldigt er det langt fra, når man som hun er oppe imod en af dansk politiks mest sløsede og amoralske mænd, Lars Løkke Rasmussen.
Den ”folkelige” og frikendte overmand
Samlet set står Lars fortsat med det stærkeste afsæt til at kunne blive Danmarks næste statsminister – vel at mærke til trods for, at han tilsyneladende har bedraget sig gennem dansk politik i årtier. Fadbamsen med funktionspromillen anses åbenbart for at være så dygtig, lun og sjov, at Venstre og den borgerlige offentlighed er villig til at se gennem fingre med ALT, hvad han gør. På trods af en indlysende mangel på dømmekraft og god opførsel, er han ”en statsmand”, som tilgives og forbliver kandidat til landets mest ansvarstunge embede. Hvorfor? Fordi han ikke er en kvinde.
Forestil dig bare, hvis Helle i en brandert blev set cykle ind i cykelstativer og butiksruder på Strøget. Forestil dig, at hun flere gange i sine tidligere politiske funktioner har været afsløret i at fifle med bilag og undladt selv at betale regningerne for sine fadøl, cigaretter og pornofilm. Forestil dig, at hun har kørt i taxa for hundredtusindvis af amts- og partikroner og bagefter ikke kan redegøre for beløbene. Forestil dig, at hun finder det helt i orden at lade skatteyderne og partiet betale for sine luksusrejser, hotelovernatninger, fester, kjoler og trusser. Og at hun for nylig også er kommet under mistanke for at drikke anseelige mængder sprut i arbejdstiden. Forestil dig så endelig, at hun blot går i pressen og beklager (at det altsammen er blevet opdaget) for derefter at få lov til at fortsætte som partileder og statsministerkandidat. Nej vel? Helt usandsynligt. Opførte Helle sig så tosset, ville hun forlængst være færdig. Når Lars opfører sig sådan, bliver han imidlertid bare mere ”folkelig”.
Helle skal ikke dømmes hårdere – og Lars ikke lettere
At Helle som politiker er blevet givet en fejlmargin på ti og Lars en på hundrede, er værd at problematisere her på kvindernes internationale kampdag. For det har i den grad betydning for hvilken af de to personligheder (og hvilket af de to køn), der besidder statsministerposten efter næste valg. Jeg mener selvsagt ikke, at Helle skal synke ned på Lars’ niveau for at blive ligestillet med ham. Tværtimod: Lars når hende pt. ikke til knæene, når det handler om at være et forbillede for Danmarks ungdom. Jeg mener derimod, at Helle ikke skal dømmes hårdere, fordi hun er kvinde – ligesom Lars ikke skal frikendes nemmere, fordi han er mand. Så længe vi kører med dobbelte standarder for kvinders og mænds ret til at begå fejl, er deres demokratiske spillerum forskelligt. Og så risikerer vi inden længe at miste en succesfuld og modig statsminister med bare nogenlunde styr på landets økonomi til fordel for en mand, der end ikke har styr på sig selv. Det er hverken kvinder eller mænd i Danmark tjent med.