Så kunne jeg føre panodilpolitik og håbe, at vælgerne ikke opdagede symptombehandlingen.
Det kommer nok ikke som nogen overraskelse for eventuelt faste læsere af denne klumme, at jeg venstreorienteret. Faktisk så venstreorienteret, at jeg stiller op til kommunal- og regionsrådsvalget for SF. Jeg er derfor ude at lytte en masse. Til ledere af væresteder for hjemløse. Til socialarbejdere om bandekriminalitet. Til integrationseksperter om social kontrol i indvandrermiljøer. Og mange andre. Alt sammen for at finde den rigtige løsning på nogle af de alvorlige problemer, vi kæmper med i vores samfund. Desværre er ingen af løsningerne nemme.
Derfor må jeg også indrømme, at jeg nogle gange ser over på de borgerlige og tænker ”gid jeg var en af dem”. Tænk, hvis jeg troede på deres løsningsforslag. Hvor ville det hele være meget nemmere, hvis jeg troede, at man kunne løse problemet med romaer ved at indføre tiggerforbud. At man kunne løse bandekrigen med et bandeforbud. Og hvor vidunderligt ville det ikke også være at leve i en verden, hvor man i ét snuptag løste integrationsproblemer med et burkaforbud? Jeg forstår ikke, hvorfor regeringen, nu den er i gang, ikke forbyder arbejdsløsheden og klimaforandringerne? Den fører lige nu det, jeg kalder panodilpolitik, hvor man ”fjerner” samfundets hovedpiner med piller i stedet for at finde årsagen til dem.
Regeringen symptombehandler: Justitsminister Søren Pape Poulsen vil forbyde indvandrerbander og gennemføre en ny bandepakke, som skal finansieres ved at skære i børnechecken til de mest sårbare indvandrere, nemlig flygtningene. Ja, du læste rigtigt: Bandekonflikten skal bekæmpes ved brug af midler, der ellers kan forhindre familiernes børn i at blive skubbet ud i selvsamme kriminalitet. Københavnerproblemet med romaer løser man med tiggerforbud, selvom det betyder, at byens danske tiggere kan fængsles for at sidde på gaden med opadvendte håndflader. At mange af dem sidder der, fordi regeringen har skåret og skåret i kontanthjælpen, er en sammenhæng, man ignorerer. Det samme gælder burkaforbuddet: Man vil rive burkaen af de muslimske kvinder, man mener er ofre for patriarkalsk undertrykkelse. ”Befri” dem ved at kriminalisere og om muligt smide dem i fængsel. Tvinge dem på værdikursus, så man sikrer sig, at den bitre pille bliver slugt alene med danskvand. Og ellers ignorere, at de risikerer dobbeltforfølgelse fremover – af politiet for at beholde deres tøj på og af deres eventuelt dominerende mand, far eller bror for at tage det af. Det er altsammen absurd politisk teater. Men nemt at sælge billetter til.
Guderne, også Allah, skal vide, at jeg er modstander af religiøs og social kontrol. Jeg er også helt med på, at vi har problemer med tiggende, kriminelle og svært integrerbare indvandrere i Danmark. Men de forbudspiller, som regeringen har udskrevet, er ikkeløsningen i øjnene på de værestedsledere, integrationseksperter og socialarbejdere, jeg har talt med. De anbefaler mere af det modsatte: At man ikke at fængsler tiggere, men bekæmper fattigdom. At man håndhæver de udvisningsregler, vi allerede har til at håndtere kriminelle indvandrere. Styrker politiet og tilfører det penge og prestige. Hjælper ressourcesvage indvandrere til at komme ud af ghettoerne og tage deres forældreansvar på sig. Giver deres unger fritidstilbud, støtte i skolen og jobtilbud. Og promoverer ligestilling, demokrati og personlig frihed i stedet for at kræve kulturel og religiøs assimilation.
Når jeg tænker på alle de løsninger til et sundere samfund, bliver jeg selv helt svedt: De kræver knofedt. Dialog. Og lange seje forebyggelsestræk. Det er derfor, jeg nogle gange ville ønske, jeg var borgerlig. Så kunne jeg nøjes med panodilpolitik. Og bede til, at vælgerne ikke opdagede, at der var tale om syg symptombehandling. Det ville være så meget nemmere. Hvis bare det virkede.