Er man liberal som Jarlov, går man op i penge og paroler om, at det skal kunne "betale sig" at arbejde. Altså medmindre vi taler om kvinder, der spiller på landsholdet i fodbold. De kan nøjes med æren, kan de!
Takket være min kæreste er jeg blevet mere interesseret i fodbold. Han er fan af Liverpool i en grad så, hans humør følger holdets op- og nedture. Og jeg kan nogle gange misunde ham hans passion: Selvom jeg er smittet med en smule Liverpool-fan-virus, er det nemlig ikke rigtig mit hold. Følelsen af at have mit eget hold kom først med det danske kvindelandsholds deltagelse i EM i sommer. Det var fantastisk at se kvinderne udfolde sig på det, der normalt er mændenes domæne – og for første gang råbte min kæreste og jeg lige højt.
Så meget desto mere deprimeret blev jeg, da der opstod konflikt mellem kvindelandsholdet og DBU med lange, komplicerede forhandlinger om spillernes løn. Ingen kender rigtig til indholdet af forhandlingerne, og alle har ventet utålmodigt på en afklaring, især Rasmus Jarlov, konservativt folketingsmedlem og på landsholdet i hurtige meninger. Han tacklede forleden sagen med dette tweet: ”Jeg bilder mig ind, at der var engang, hvor man spillede for sit land for ærens skyld mere end for pengenes?”, ledsaget af tre ”emojis” af henholdsvis en fodbold, en vinkende kvinde og Dannebrog. Og det er jo et godt spørgsmål: Hvorfor er de ikke bare stolte af at repræsentere deres land? Hvorfor er advokater ikke bare stolte af at få deres klienter frikendt, og hvorfor er læger ikke kun begejstrede for at redde liv? Hvorfor absolut bringe penge ind i det? Man kunne endda tage logikken videre: Rasmus Jarlov, der er formand for Folketingets forsvarsudvalg, har udtrykt stor begejstring over, at et nyt forlig nu giver 12 milliarder mere til militæret over de næste seks år. Ville det ikke være mere konsistent, hvis Jarlov mente, det var for dårligt, at de dér soldater krævede penge for deres indsats? Burde det ikke, i hans logik, være den ultimative ære at gå i krig for Danmark? At nedsætte soldaternes lønninger har jeg ikke hørt ham argumentere for?!
Jeg synes ikke, man skal give færre penge til vores soldater, eller at man kan sammenligne deres indsats med det at dyrke sport. Jeg synes bare, det er pudsigt, at en jubelliberal som Jarlov, pludselig finder ”æren” frem som argument, når det handler om, at mennesker kræver penge for deres indsats, og begår den dødssynd at organisere sig i en fagforening for at opnå det. Et andet ofte fremført argument er, at der ikke er mange penge i kvinders fodbold: At det ikke kan betale sig at give de dér damespillere løn, fordi pengene jo ikke ”kommer hjem igen”. Eller at damelandsholdet ”ikke løber rundt”, hvilket er et mærkeligt udtryk at bruge om folk i deres profession. Men hvad nu, hvis! Hvad nu hvis man ikke tænkte på pengene så kortsigtet, men sendte en tanke ud til de oppløjede mudderplæner i provinsen, hvor små piger løber omkring og spiller fodbold i efterårsmørkets elektriske lys? Hvad med om man tænkte i passion og inspiration for danske piger og kvinder generelt? Hvorfor kun tænke i bundlinje? DBU har selv som slogan, at de er ”En Del af Noget Større”. Ja netop. Kvindelandsholdet handler ikke kun om at vinde over Holland eller om, hvorvidt holdet ”kan løbe rundt”. Det handler om at vi kvinder også vil have et hold, vi kan råbe højt over. Om forbilleder, der begejstrer og inspirerer os. Det handler f.eks. om Nadia Nadim, der er født i en flygtningelejr og nu spiller i Manchester City. Har piger, der kæmper med social kontrol i indvandrermiljøer noget bedre argument end hende, for at få lov at gå til fodbold? Nej. Derfor scorer Jarlov også selvmål med sine skæve Dannebrogs-emojis og sit det-bør-handle-om-ære-ikke-penge-pjat. Kvindefodbold er en del af noget større. Og noget, der er værd at kaste penge efter. Mange penge.