Dansk Folkepartis massive opbakning ved EU-valget varsler ilde for det danske frisind overfor seksuelle minoriteter.
Det er ret paradokssalt, at jeg som færing skal rejse advarselsflaget i forhold til det danske frisind over for bøssers og lesbiskes rettigheder. I årevis har det været danskerne, som kritiserede mit land og mit folk for at have gammeldags og uacceptable holdninger til de seksuelle mindretal. Men hvor der over de seneste år faktisk er sket et holdningsskred hos befolkningen i Færøerne til fordel for homoseksuelles rettigheder, er jeg alvorligt bange for, at Danmark er på vej i den modsatte retning. Hvis Dansk Folkeparti får den store indflydelse på dansk politik efter et folketingsvalg, som meningsmålingerne indikerer, risikerer Danmark nemlig væsentlige tilbageskridt for frisindet.
Siger ét og gør noget andet
Jeg tror, at de færreste danskere, som udtrykker støtte til Kristian Thulesen-Dahl og hans partifæller, faktisk ved, hvor Dansk Folkeparti står, når det handler om homoseksuelles rettigheder. Men ser man på, hvad partiet egentligt har stemt, når emner relateret til homoseksuelle har været til forhandling i Folketinget, tegner der sig et foruroligende billede:Dansk Folkeparti siger godt nok, at de går fuldt ind for homoseksuelles rettigheder. Alligevel er det det parti, der ifølge LGBT Danmark til dato har stemt imod flest love og lovændringsforslag, der kunne gøre hverdagen bedre og tryggere for Danmarks homoseksuelle, biseksuelle og transkønnede. Partiet ønsker nemlig ingen ”positiv særbehandling” af et af landets mest udsatte mindretal.
Frygter homoseksuelt ragnarok
Ligesom Dansk Folkepartis mere ekstreme indre holdninger på udlændingeområdet har vist deres ansigt udadtil, har de det også på lgbt-området. Det har både partiets nuværende og tidligere folketingsmedlemmer sørget for: Søren Krarup beskrev eksempelvis homoseksuelle som ”handicappede”, der skulle tvangsregistreres som et ”selvforsvar fra samfundets side mod den uhyggelige sygdom” (B.T., 28.03.1997). Jesper Langballe anså homoseksualitet for at være en epidemisk perversion. Partiets familieordfører Mette Hjermind Dencker har sidestillet homoægteskaber med det rene ”ragnarok” og på linje med at blive gift med sin hund”. Og Pia Kjærsgaard ser det som et skråplan at tillade præster at velsigne homoseksuelle i registreret partnerskab. Det samme mener hun iøvrigt, det er, når betegnelsen ”ægteskab” bruges af samkønnede.
Retfærdigvis skal nævnes, at Dansk Folkeparti har været med til at vedtage registrering af hadforbrydelser mod lgbt’er (lesbiske, bøsser, biseksuelle og transpersoner). Men tager man et kig på partiets hjemmeside, forledes man til tro, at baggrunden for dette mest bunder i partiets lyst til at bekæmpe de ”intolerante islamiske grupper”, der begår dem. Dette bekræftes kun af, atMorten Messerschmidt for nyligt afslørede, at han anser EU-støtte til ILGA Europe – organisationen der bl.a. samarbejder med Amnesty International om at reducere hadforbrydelser mod seksuelle mindretal – som det mest ligegyldige frås på en kamp, der ikke bør kæmpes.
Homopar uegnede som forældre
At partiledelsen i ny og næ har taget afstand fra nogle af de mest diskriminerende udtalelser fra egne rækker om homoseksuelle, ændrer ikke på det faktum, at Dansk Folkeparti på ingen måde ønsker at indrette lovgivningen på en måde, der kan bringe det homoseksuelle mindretals retsstilling på højde med det heteroseksuelle flertals. Det gælder som nævnt i forhold til ægteskab, men også i forhold til retten til at blive forældre. Ifølge Dansk Folkeparti må par af samme køn nemlig hverken kunne adoptere børn, få ret til kunstig insemination eller blive plejeforældre.
Idéen om at børn risikerer en ringere opvækst, hvis de opfostres af personer, der elsker nogen af samme køn, er således fortsat fremherskende i Dansk Folkeparti, hvor ”alternative familiemønstre” ses som et totalt ”no-go”. Større politisk underkendelse af mindretallets drømme og ønsker om et familieliv skal man lede længe efter.
Farvel til frisindet?
Jeg er klar over, at Dansk Folkeparti i dag anses af rigtig mange som moderat, smart og ”in sync” med folkedybet. Kristian Thulesen Dahl, Peter Skaarup, Søren Espersen og Co. skal da nok også finde ud at sige de rigtige ting, hvis de bliver spurgt. For ligesom de forlængst har lært at holde sig på den rigtige side af stregen i udlændingespørgsmålet, så de ikke fanges i racistiske udtalelser, ligeså vil de retorisk holde balancen i dette spørgsmål.
Men Dansk Folkeparti skal måles på deres resultater: At vi i Danmark overhovedet kan bryste os af at være et af de mest frisindede og homo-venlige lande i verden er altså på trods af og ikke på grund af Dansk Folkeparti. Partiet har forlængst på udlændingeområdet gjort Danmark til et mere intolerant land. På samme vis vil resultatet af deres politik, når det gælder lgbt-rettigheder også være et tilbageskridt.
Jeg tror på, at et meget markant flertal af danskerne i bund og grund vil frisindet. Og jeg vælger indtil videre at tro på, at støtten til Dansk Folkeparti er et spørgsmål om uvidenhed om partiets faktiske gøren og laden på området. Et egentligt tilvalg af en stokkonservativ indstilling ville nemlig være ubærlig.