Liberale politikere bryster sig ofte af at stå vagt om vores personlige frihed – især til at æde, ryge og drikke os halvt ihjel, hvis det passer os. Samtidig arbejder de for en meget mindre offentlig sektor. Hænger det sammen? Nej. Ikke når vores livsstilssygdomme koster staten milliarder.
Da jeg var teenager, havde jeg astma. Af samme grund afskyede jeg, at der blev røget alle vegne – i busser, i restauranter, på arbejdspladser, i folks hjem, ja selv i hospitalets venteværelse, hvor det ikke var noget særsyn at se folk sidde stakåndede med et iltstativ i den ene hånd og en tændt smøg i den anden. Dengang for 15-20 år siden fandt danskerne det utænkeligt, at politikerne en dag skulle indskrænke retten til røg. I dag er meget heldigvis forandret – bl.a. min astma og befolkningens nu positive holdning til rygeforbud.
Bl.a. takket være rygeloven vil tre ud af fire rygere i dag gerne holde op med at ryge, og de fleste fortryder, at de nogensinde startede. Derfor kan jeg simpelthen heller ikke forstå, hvordan nogle politikere i dag – især dem på den minimalstatselskende højrefløj – på én og samme tid kan kæmpe indædt imod statslig indblanding i danskernes ’personlige frihed’ til en usund livsstil OG imod en høj skat. Det giver ingen mening, når tobak, alkohol, fedt og sukker koster menneskeliv og milliarder for sundhedsvæsenet – og når regningen ikke betaler sig selv.
Survival of the fattest
I 2007 blev det anslået, at vores ret til at ryge, drikke og spise os syge kostede samfundet mellem 30,5 og 33,5 milliarder per år. Ifølge Knud Juel, forskningsleder på Statens Institut for Folkesundhed, ”vil man ikke forvente, at der er sket de store ændringer i tallene i den forløbne tid”. 17 pct. af os ryger nemlig dagligt. Hver tiende af os drikker så meget alkohol, at vi overskrider højrisikogrænsen.Og hver syvende af os er svært overvægtig. Bl.a. derfor har vi også flest kræfttilfælde i verden, specielt mange relateret til tobak og alkohol. Vi har også en lavere gennemsnitlig levealder end de fleste vestlige lande, vi normalt sammenligner os med. Lægger vi dertil 3,1 millioner fraværsdage fra arbejdet om året samt hundredtusindvis af hospitalsindlæggelser, rehabiliteringsforløb, førtidspensioner og tidlige dødsfald, bliver prisen skyhøj.
Milliarder op i røg
30-34 milliarder. Milde mammon! For de milliarder kunne vi afmontere hele bund- og topskattediskussionen og opleve Anders Samuelsen gå arm i arm med Pernille Skipper. Det er imidlertid ikke, hvad Samuelsen og den liberale højrefløj ser for sig. De finder det formynderisk og totalitært, når man skærper rygeforbuddet i det offentlige rum og mener, at det aldrig kan blive “politikernes opgave at diktere, om danskerne må ryge cigaretter, drikke alkohol eller spise chokolade”.Det samme tænker de sandsynligvis om det rygeforbud på byens togperroner, som træder i kraft i næste uge. Liberal Alliance er også imod forbud mod alkoholreklamer, lavere moms på frugt og grønt og forhøjede afgifter på usunde varer. Den slags holdninger er Liberal Alliance langt fra alene om at have. Venstre og Konservativt Folkeparti er med på rustvognen med krav om billigere øl og bevarelse af retten til at branke sig brun i solarier.
Fælles for alle tre partier er, at de udover ’den personlige frihed’ også vil have en lav skat, en lille offentlig sektor og en ”Lille Lars fra Græsted” som statsminister, der kan erstatte enhver lighed i sundheden med flere privathospitaler – privathospitaler som dem, der pt. lever mest usundt (de lavest uddannede og lavest lønnede), ikke har råd til. Med andre ord: Når de fattigste har spist sig tykke og røget sig kronisk hostende med de borgerliges velsignelse, bliver det ikke kun, når de skal have undersøgt deres testikler, de skal have pungen frem. På den måde belaster de selvfølgelig heller ikke de øvrige skatteborgere … ret længe. De liberales fine ord om personlig frihed er derfor lefleri af værste skuffe. Folk får jo ikke et friere liv. De får kun et kortere.
Liberale frihedsflippere skylder svar
Jeg spiser selv mere is og slik, end jeg bør. Jeg drikker mig for ofte snaldret i hvidvin. Og jeg nyder min personlige frihed til at gøre det. Men der er minimum tre forskelle på mig og de af Borgens liberalister, der dyrker samme friheder: Jeg betaler min høje skat med glæde; jeg er modstander af en lille offentlig sektor; og jeg er tilhænger af, at politikerne viser os i en sundere retning. Den borgerlige fløj skylder at fortælle vælgerne, at dens flipperagtige frihedssyn koster skatteyderne kassen på den lange bane og rygerne 10 år mindre med børnebørnene. Den skylder også at fortælle de lavtuddannede og lavtlønnede, at de bliver afskåret fra at få en lige så god hospitalsbehandling som de rigeste i fremtiden, hvis det offentlige sundhedssystem mister investeringer til fordel for privathospitaler og fradrag på sundhedsforsikringer. Endelig skylder den svar på, hvordan dens vision om et mere produktivt samfund skal realiseres uden statslig indgriben, når en tredjedel af befolkningen allerede har en eller flere langvarige sygdomme at kæmpe med som følge af bl.a. usund livsstil.
Staten SKAL stræbe efter at gøre os sundere, hvadenten det er gennem flere tilbud til familier, der vil lægge livsstilen om, mere motion i skolerne, sund mad i offentlige kantiner, forbud mod rygning og alkoholreklamer, strengere håndhævelse af forbuddet mod salg af tobak og spiritus til unge, højere afgifter på usunde fødevarer, eller lavere moms på sunde. Ellers går både menneskeliv og milliarder op i røg. Og det kan ingen – heller ikke de folkevalgte rygere og øldrikkere på Christiansborg – være tjent med.